Derfor siger du ja, uden at mene det – eller hvad?

Derfor siger du ja, selvom du ikke har lyst – eller hvad?

Jeg er konstant optaget af, at mange mennesker ikke siger hvad de mener.

Nedenfor har jeg givet de grunde jeg kender så godt.

 

Har jeg ret – er det sådan det er – eller hvad?

Hvad mener DU er grunden til, at vi mennesker siger ja, når vi faktisk ikke mener det?

 

siger du ja

Forestil dig lige følgende eksempler:

1. Din veninde ringer.

“Hej, kunne du ikke lige se efter mine unger et par timer i eftermiddag, jeg skal nemlig til frisør? ”

“Øh, jo det kunne jeg vel godt, men…” når du lige at få fremstammet inden hun svarer:

“Super, jeg smider dem ind til dig på vejen”

Inden du når at tænke, siger du ja, og inden du får set dig om, har du to ekstra børn i huset.

Inderst inde kan du gå og ærgre dig over at du fik sagt ja, for du havde sådan set bare lyst til at hygge lidt med dine egne børn.

Kender du det?

Hvis du ikke på stående fod har en rigtig god grund, til at du ikke kan have venindens børn i et par timer (eks. at du virkelig SKAL noget andet) så er det rigtig svært at få sagt nej.

Det kunne jo godt være du havde forestillet dig, at du og dine egne børn skulle have hygget jer med at bage en kage, eller bare sidde og spille spil.

Lur mig du har prøvet det, eller måske en lignende situation, hvor du siger ja, selv om du måske ikke lige havde tænkt at det skulle være sådan.

siger du ja

2. Din gode ven ringer.

“Hej, jeg ved jo at I ikke er hjemme i weekenden. Kan jeg ikke lige låne din elektriske hækkesaks, når du nu ikke selv skal bruge den?”

“Nej det er rigtigt, jeg skal godt nok ikke selv bruge den” svarer du tøvende.

“Perfekt – jeg smutter lige over og henter den” udbryder din ven, inden du når længere.

“Okay, så, vi ses.”

Du har faktisk slet ikke lyst til at låne ham din hækkeklipper.Rigtigt, du skal ikke selv bruge den, der er bare det, at tidligere når din gode ven har lånt noget af dit værktøj, så har han glemt at aflevere det. Eller ikke fået det gjort ordentligt rent, inden han afleverer det, og det irriterer dig.

Du får det bare ikke sagt, inden du ved af det, siger du inddirekte ja.

 

Hvorfor siger du ja, når du mener nej?

Der kan være flere grunde til dette:

  1. Du kommer med et “automatsvar”, fordi det er en vane eller et mønster, hvor du ikke når at registrere følelsen, om hvorvidt du har lyst eller ej.
  2. Du er bange for at den anden bliver sur.
  3. Du siger ja, fordi du ikke synes at du har en rigtig god grund til at sige nej – og føler at så skal du forklare og forsvare.
  4. Du respekterer ikke, dine egne ønsker og behov, og måske mærker du først ønsket og behovet efter at du har sagt ja.
  5. En grund kan også være at du er opdraget til altid at tage hensyn til andre, før du tager hensyn til dig selv.
  6. Når jeg taler med kursister, så er der også nogen der siger: “Når du ved at det en anden dag, er dig selv, der har brug for hjælp, så siger du ja,”
  7. Ubevidst tænker vi: ”Når nogen spørger mig om noget, så skal jeg svare lige her og nu”, også selvom vi med vores sunde fornuft godt ved, at vi ikke behøver at svare med det samme – så ryger det ofte ud af munden på os.
  8. Du vil ikke opfattes som uhjælpsom.

 

Det kan have konsekvenser.

Siger du ja, uden at mene det, kan det have konsekvenser. Du risikerer (i dette eksempel) at blive irriteret på din ven eller veninde, og tænker “hun/han kan faktisk ikke være bekendt at fange mig på den måde”, men det er jo DIG der svarer JA, til det han/hun spørger om!!

Eller måske bliver konsekvensen også at du bliver irriteret på dig selv og tænker: ”Åhr, nu gjorde jeg det igen”.

Det påvirker dit selvværd og din selvrespekt.

Der er selvfølgelig den mulighed at du kan ringe tilbage, og sige at du alligevel ikke vil.

Der er bare rigtig mange mennesker der ikke gør det.  Når de først har sagt ”ja”, så er det bagefter svært at sige nej.

 

Og nu er det så, at jeg rigtig gerne vil høre din mening.

Hvorfor tror DU, (eller hvis du kender det fra dig selv), er der så mange der siger JA, når de ikke mener det?

Lider du bare en lille smule af hensynsbetændelse, så tag et kig her.

7 svar til Derfor siger du ja, uden at mene det – eller hvad?

  1. Majbritt Lund 4. juni 2017 at 07:33 #

    I mange spørgsmål ligger det implicit at et ja er det ønskede svar. Og derfor gør vi det besværligt for den anden hvis vi svarer nej. Tit kræver det mere i den enkelte situation at markere en grænse end at gøre det, den anden gerne vil have en til.

  2. Katja 3. juni 2017 at 07:43 #

    Jeg er selv en af “ja-sigerene”… I barndommen indtog jeg rollen som “det usynlige” barn (jo mindre jeg fyldte, jo mindre mulighed for at gøre mig bemærket og forkert) og “nikkedukken” (lod jeg som om at jeg delte de andres meninger og holdninger, var der ingen frygt for at “blive dømt ude”) … Jeg indtog i en tidlig alder et pleaser-gén uden lige, der bare har fulgt mig. herunder også “rollen” som “redder”, for når jeg var noget for andre 1. Følte jeg at jeg havde en eller anden form for værdi/ 2. Slap jeg for at forholde mig til mine egne tanker og følelser, som jeg i forvejen havde så svært ved at mærke. Jeg fik et “Quick-fix” til min overlevelse igennem andre mennesker.
    Idag har jeg lært at livet er langt mere end ren og skær overlevelse.
    Jeg har lært at jeg er vigtig, at det er tilladt at sige fra og tilmed sætte sunde grænser og rammer for at passe på mig selv.
    Det er STADIG udfordrende og jeg falder STADIG tilbage i pleaserrollen, fordi at det STADIG er så indgroet en del af mig “at behage andre” og “at gøre andre tilfredse”. Jeg har brugt alle mine leveår på at tro det var min mission.
    Men JEG ØVER MIG- og hold nu op hvor bliver jeg bare sejere og sejere til at stå ved mig selv og ikke mindst til at BEKRÆFTE mig selv i at jeg er på RETTE VEJ. Det handler jo langt fra udelukkende om at lære at sige fra men også om at finde mig selv.
    Hvem er jeg som person?:
    – Hvad kan jeg lide?
    – Hvad kan jeg rumme?
    – Hvad har jeg lyst til?
    – Hvad er mine meninger/holdninger?
    – Hvad er min passion?
    – Hvor går mine grænser?
    – Hvad vil JEG med MIT liv?
    – Hvad er mine ønsker og drømme?
    – Hvilke relationer er givende for mig?
    osv.
    Listen er lang, men jeg har jo aldrig før været ordentlig i kontakt med mig selv, ved at leve mit liv igennem andre mennesker.
    Jeg må helt ned i kroppen og lære at mærke efter.
    Tak fordi at jeg ikke er alene, vi er her sammen 🙂

  3. Anders 11. februar 2015 at 23:15 #

    Jeg synes at hele denne debat tager en skæv drejning. Hensynsbetændelse? Hvornår er det blevet en sygdom at tage hensyn til andre?

    Eksemplerne med hækkesaks og børnepasning er dårlige. Hvad går det af mig for at låne dig min hækkesaks? Hjælp dog manden, men bred ham gerne om lige at rengøre værktøjet efterfølgende. De “problemer” er i de fleste tilfælde simpelthen for små til at bruge din ret til at “sige fra”.

    Vi kender alle sammen følelsen af at “jeg er træt, det har været en hård uge og jeg GIDER bare ikke at tage til 50 års fødselsdag idag”. Jo jo godt ord igen, men når vi så er kommet afsted alligevel, ender det oftest med at blive ganske hyggeligt. Vi skulle bare tage os sammen til det og når alt kommer til alt, håber vi jo også at folk dukker op når VI holder fest, ikke?

    Pointen er, at man naturligvis skal være i stand til (og føle sig berettiget til) at sige fra. Men det skal da være når det er vigtigt for os eller når vi føler at noget er stærkt urimeligt – ellers ender vi med alle at have nok i os selv og så står der heller ikke nogen og hjælper OS når VI har behov. Dermed taber alle og jorden bliver sgu en trist planet at bebo 😉

  4. Vibeke 12. maj 2014 at 14:32 #

    Fantastisk oplæg, og vi er med garanti rigtig mange, der føler og “fanget i “ja” fælden” fra tid til anden…
    Jeg øver mig rigtig meget på, at sige:”Nej, det har jeg ikke lyst til…” eller “Nej tak, det har jeg ikke lyst til…” Og er ved at vænne mig af med, at skulle forklare hvorfor… Altså fortsættelsen på sætningen “…. fordi, ….”
    Det er fantastisk svært, fordi jeg er en kvinde, der altid har skullet være med i mange forskellige ting, og de ting var en blanding af noget jeg virkeligt gerne ville, og noget jeg gjorde fordi jeg troede andre forventede det af mig…
    Nu er jeg meget opmærksom på, at huske at mærke efter om jeg VIRKELIG har lyst eller ej… Med babyskridt i den rigtige retning, men netop i den rigtige retning, OG det husker jeg at anerkende mig selv for…. <3

  5. An-Mari Schmidt Petersen 21. april 2014 at 16:50 #

    Åh ja, er opvokset i flinkeskolen hvor det var helt normalt at man sagde ja til alt muligt for det “gjorde” man jo “bare”. I dag siger jeg nej når det ikke passer i mit program eller jeg ikke har lyst til at gøre det, jeg bliver spurgt om, men stadigvæk sidder det i mig at det kunne jeg nok ikke være bekendt. Det er hulens svært ikke at falde tilbage. Dog tror jeg at det bliver respekteret og måske tænker venner og familie at de måske ikke skulle have spurgt. Der er noget med en automatpilot der starter når de skal finde en, der vil hjælpe. Det er nemt bare at bede andre om ydelser uden at overveje om det nu også er nødvendigt at spørge.

  6. Helle 20. marts 2014 at 21:05 #

    2.3.4.5 og 6. er “Right up my ally” :/

    Jeg har umådeligt svært ved at sige fra og roder mig ofte ud i dårlige sø-forklaringer, for at slippe udenom..

    Jeg er barn af “generation flinkeskole” og blev selv opdraget under selvsamme principper. Jeg lærte at være høflig og flink overfor alle -og i alle situationer, uanset hvilken behandling man fik..
    Nu er det ikke fordi jeg vil klandre mine forældre, eller den- iøvrigt gode, opdragelse og opvækst de gav mig…

    Men det ligger bare dybt foranket i mig, altid at skulle være (over-) flink og (over-) høflig, og stå på pinde for at stille andre tilpas, at jeg stadig den dag idag, -som 36-årig mor til 2, skal øve mig i at sige “Nej” og “Nej-tak” -og vide, at det er min fulde berettigelse at gøre det.;)

  7. Christina 18. marts 2014 at 20:39 #

    Åh, hvor er det bare et dejligt emne, du tager op – for hvor siger jeg dog OGSÅ tit ja, selvom jeg slet ikke har lyst.

    Din grund nummer 3: “Du siger ja, fordi du ikke synes at du har en rigtig god grund til at sige nej – og føler at så skal du forklare og forsvare” synes jeg meget godt rammer hovedet på sømmet – for hvad nu, hvis modtageren i den anden ende alligevel ikke syntes, det var en plausibel undskyldning, man kom med?

    Så kan det medføre sure miner og det har jeg bare slet ikke lyst til. Jeg kan så godt lide, når alle er glade:)

    Derudover siger jeg også alt for tit ja i håbet om, jeg selv kan “kræve” en modydelse en dag, I dag er det måske min veninde, der har brug for at få passet sine børn – men i morgen kan det være mig selv, der har behovet – og så er det måske smartest at have sagt ja?

    Det er en spændende debat!

Skriv et svar