Jeg føler mig fanget og savner at være en rigtig familie.

Savner at være en rigtig familie, hvor min mand også tager ansvar.

 

Familie

Kære Helene

Tusinde tak for en brevkasse. Er rigtig glad for at have muligheden for at stille et spørgsmål.

Jeg er en kvinde på 35 år og har 2 børn sammen med min mand.

Jeg er på barsel lige nu. Her det seneste års tid har jeg fået det meget skidt – kan ikke være alene hjemme, kan ikke køre bil alene, og i det hele taget undgår jeg ting hvor jeg skal være “alene”.

Vi bor ude på landet, hvor jeg slet slet slet ikke trives, så det gør situationen ikke meget bedre.

Det er blevet sådan, at så snart han kører af sted på arbejde, så er jeg også nødt til at køre et eller andet sted, om det så er parkeringspladsen ved købmanden eller andet, men det skal helst være et sted hvor jeg har mennesker omkring mig.

Min egen familie bor desværre langt væk, så der har jeg ikke lige glæden af mine forældre, eller søskende på den måde at de kunne komme ud til mig, eller jeg kunne besøge dem.

 

____________________

Jeg skriver godt nok at det er startet det seneste års tid, men set i bakspejlet, så er det selvfølgelig ikke kommet fra den ene dag til den anden.

Jeg har overhørt min krop rigtig længe, for det første symptomer på noget der viste sig som panikangst, og senere bulimi, lidt alkoholforbrug mm. Og det startede ca. et halv år efter jeg blev gift. Det var slemt i perioder. Jeg har følt mig meget ensom.

Min mand driver virksomhed sammen med hans familie og er hele tiden sammen med dem. Skal lige siges at min mand stadig ikke har klippet hans navlesnor fra hans mor, hun bestemmer stadig hvordan han skal leve sit liv.

Jeg prøver at stride imod, men det kan hun selvfølgelig ikke lide, og “sviner” mig til overfor min mand, ved at fortælle hvordan jeg er osv..

Jeg føler at det er hans familie han laver fremtidsplaner med, helt til den mindste detalje (om det er en fridag, som så aldrig bliver til noget, eller om det er bare en lille udflugt).

Hvis det lykkes os at lave en aftale, bliver det altid aflyst i sidste øjeblik fordi der er dukket noget uventet op på hans arbejde. Jeg kan jo godt forstå at når man er selvstændig, kræver det nogle timers arbejde, og nogle perioder 24/7.

Men det her kører hele året rundt.

Jeg bliver rigtig frustreret over, aldrig at kunne regne med min mand, og står selv for det hele (er lidt som alene mor).

Vi snakker sammen om at det skal løses, fordi jeg ønsker ikke min fremtid på den måde.

Skal siges at de mange arbejdstimer for min mand skyldes ikke økonomisk pres for om vi klare os, fordi 50% af alle udgifter bliver dækket af min løn.

Det bliver ved snakken og tomme løfter, og min frustration og vrede har nået højder, hvor det ikke kommer ud på en særlig hensigtsmæssig måde.

Jeg bliver nærmest som vulkanudbrud, hver gang jeg hører “jamen skat, vi skal da nok løse det” , for jeg ved jo det er endnu et tomt løfte og dagen imorgen bliver på samme måde.

Det jeg godt tænke mig at finde ud af om det er mig som er helt gak, og forkert på det hele.

Stiller jeg for store krav til min mand, når jeg godt kunne tænke mig en mere normal familie hverdag, hvor han deltager mere i vores børns hverdag, om det så er aftenputning, eller køre til skole?

 

_______________________

Bare det at holde ferie sammen engang i mellem, eller en tur til Legoland.

Det bliver altid kun mig med børnene. Far kommer hjem når børnene sover. Jeg føler mig så fanget, og ønsker at ændre situationen. Men det eneste vej ud af det her kan jeg se er, ved at gå hver til sit.

Og det er jo ikke det jeg helst vil.

Jeg vil jo helst finde ud af det sammen.

Men hvis han ikke rigtig kan se problemet i vores familie, ja – så efterlader det jo mig med problemet.

Kan godt mærke at jeg kører i otte- taller, og føler jeg skal vælge mellem pest eller kolera.

Men måske kan du fange nogle små ting i brevet som jeg selv har overset?

Jeg håber rigtig meget at du kan komme med et par gode råd, om hvordan jeg finder hoved og hale i det hele?

Og hvordan kunne jeg gribe alt det her af?

Labyrint Familie

 

Kæreste du.

Min allerførste tanke, da jeg læste dit brev var:

  • Hvad laver hun overhovedet der?
  • Hvorfor finder hun sig i det?

Det lyder som en meget alvorlig hensynsbetændelse, du har, og det virker også som om dit selvværd har lider under det.

Du er absolut ikke gak, og jeg synes absolut heller ikke, at du stiller for store krav – slet ikke – tvært imod.

Når de tanker var tænkt, så ved jeg jo godt, at det altid er et enormt stort skridt at tage, at forlade sit forhold – og især når der er små børn.

Du kan så spørge dig selv, om en dagligdag som “alenemor” i et parforhold er bedre eller dårligere, end en hverdag som alenemor, som fraskilt.

Hvad er værst?

Det må virkelig være svært at være der for børnene, sådan som du har det, og du får slet ikke fyldt på, hverken med energi, kærlighed, omsorg, forståelse eller medansvar for børnene og hjemmet.

Det påvirker jo også børnene, på et tidspunkt hvor de VIRKELIG har brug for dig og din mand, og jeres omsorg og energi til at støtte dem, i deres udvikling.

Din mand optræder utroværdigt, ved at love og love, uden at holde det, og især hæfter jeg mig ved din beskrivelse af, at du føler dig fanget i din familie – det er virkelig alvorlige tegn på mistrivsel.

Fint nok at den ene part i perioder arbejder meget, men det skal være efter aftale, og således at begge parter trives med det.

Familie samtale

Dit parforhold.

Du må sætte grænser – og stille krav – for ALVOR.

I skal have en virkelig alvorlig snak.

Hvis du et utal af gange har forsøgt, og stadig bare bliver holdt hen med snak om at “det skal I nok løse”, uden at der sker noget, så må du sætte ham stolen for døren, og sige at nu er nok nok.

Stil krav om en alvorlig og grundig samtale, hvor du får fortalt, at i et parforhold handler det om at være to om ansvaret, både for familien og for parforholdet..

Være meget tydelig og konkret i dine forventninger og ønsker.

Det er ikke nok bare at sige det skal blive bedre, du skal være mere hjemme, eller at du er bange for at være alene.

Du skal blive meget konkret. Hvor meget vil du gerne have han er hjemme, hvad vil du helt konkret have ham til at gøre og tage ansvar for.

Jeg kan godt forstå, at du synes du skal vælge imellem pest eller kolera, med hensyn til om du skal gå fra din mand eller ej, og det er sindsyg svær beslutning, men den skal træffes, for før du træffer en beslutning, vil du blive ved med at lide.

Det har store omkostninger, at forlade et ægteskab, og alligevel vil jeg sige, at omkostningerne for dig, hvis du bliver, også virker store, sådan som du har det nu.

Bar ved at du skriver til mig tyder på, at nu HAR du fået nok.

 

Jeg vil foreslå dig:

Lav 2 positiv- og negativlister.

Liste nr. 1 her kan du skrive alle de ting der er positivt ved at blive i forholdet, og alle de negative ting der er ved at blive, i forholdet.

Liste nr 2. Her kan du skrive alle de ting der er positive vd at forlade forholdet og alle de negative ting der er vd at forlade forholdet.

Imens du skriver tingene ned, får du gjort dig selv bevidst, og får reflekteret. Derefter har du et overblik, som kan være med til at du tydeligt kan se, hvad der på længere sigt, vil være mest positivt.

Det vil også blive tydeligt for dig, hvad det er du har behov for, og du kan derefter helt konkret formulere det, i din snak med din mand.

Det er jo åbenbart ikke nok at sige det du har forsøgt – så din mand skal vide, at hvis ikke der sker en ændring, så får det konsekvenser.

Din svigermor:

Jeg synes det ville være en god ide, om din mand besluttede sig for, om det er hans mor eller dig, han vil være gift med. Jeres parforhold og jeres børn, komme alene jer ved. Ingen har ret til at blande sig i det.

Det er uhyrligt, at din mand vil finde sig i, at hans mor sviner hans kone til, som han elsker og har børn med.

Dine problemer med ensomhed, og med at være alene:

Du skal have noget hjælp til at finde ud af hvad det handler om, det med at du ikke tør være alene – og du skal have hjælp til at løse det.

Hvordan ser dit netværk ud? Har du nogle veninder du kan tale med?

Har du talt med sundhedsplejersken om dine udfordringer. Findes der i dit nærområde en mødregruppe, eller andre du kunne mødes med jævnligt, og få talt med?

Din krop:

Din tidligere bulimi og dit alkoholforbrug kan selvfølgelig have tæret voldsomt på din krop, så den trænger til at blive forkælet.

DU trænger til at blive forkælet.

Ingen mennesker behøver, eller fortjener at have det som du har det nu.

Du skal have hjælp på flere måder. Hjælp til at finde ud af, hvorfor du allerede kort efter du blev gift, fik det sådan, som du beskriver. Hjælp til at finde ud af at komme videre derfra, hvor du er nu.

Ansvar i din familie

 

Jeg vil opsummere her:

  1. Få hjælp til dig selv først, angående din krop, og din angst for at være alene.
  2. Sæt dig selv i respekt.
  3. Sæt en samtale i stand med din mand, på et tidspunkt, hvor I er alene, og ikke forstyrres af børn elller andre.
  4. Stil dine behov og ønsker , samt konsekvenserne op for din mand.
  5. Sæt en deadline, for hvornår du vil se resultater.
  6. Få hjælp til evt. at træffe det valg der er det rigtig for dig.

 

Jeg håber virkelig for dig, at du kommer ud af dit “fængsel”, og kommer til at opleve den frihed og familie, samt glæde du fortjener.

Kærlig hilsen

Helene

OBS:

Kære læser. Hvad vil du give af gode råd til denne kvinde, der har skrevet dette læserbrev?

Skriv dit råd nederst på denne side i kommentarfeltet.

 

Overvej onlinekurset:

Tal & Lyt – og få bedre samtaler i hverdagen.

 

Tal og lyt onlinekursus

2 svar til Jeg føler mig fanget og savner at være en rigtig familie.

  1. Amalie 28. september 2017 at 12:44 #

    Hej! Her er mit bud på et kærligt svar.

    Bærer man på frygten for at være/stå alene og/eller blive forladt, ligger det nærmest i kortene, at man havner i situationer hvor man ikke får sagt fra. Langsomt erroderer ens grænser og man finder sig i mere og mere. For når man siger fra og sætter grænser, vil nogle mennesker forlade en. Nogle vil blive meget vrede. Andre vil vælge en til og respektere grænserne og synes det er befriende, at man er tydelig omkring hvad man vil og ikke vil. I min egen opvækst har jeg lært, at man ikke måtte have eller sætte grænser. Det har vist sig som en rigtig dårlig ting at bære rundt på og ‘praktisere’ i sit voksne liv. Jeg har skulle lære det helt fra bunden. Og alt hvad jeg frygtede ville ske, skete. jeg mistede min mand, jeg mistede en forælder og jeg mistede også en del veninder. Til gengæld vandt jeg mig selv og min egen kærlighed og respekt. Jeg tror at jeg ventede så utrolig længe med at stå op for mig selv, fordi jeg inderst godt vidste ar jeg ville miste en del relationer og jeg havde ikke tilliden til, at det ligesom kunne betale sig for mig, at nye mennesker ville dukke op og respektere mig. Tomrummet efter at have stået op for sig selv, er så utrolig svært og sårbart at stå i – for det er nemlig aleneheden, som jeg tror kvinden frygter her. men – jeg vil bare sige, at det altid altid altid betaler sig, at handle kærligt overfor sig selv. Og stå op for sig selv. Ensomheden er til at bære – men det at forråde sig selv er ubærligt.

  2. Margit Polonius 28. september 2017 at 10:50 #

    Min erfaring siger mig at det tærer så utroligt meget på en at være i et forhold som ikke er godt og ligeværdigt, det var en befrielse at bryde og være alene , selvfølgelig er alene tilværelsen også fuld af udfordringer men de kan løses og er kortvarige, det vigtigste af alt og det der gav mig næring var at hverdagen blev tryg og god , håber det bedste for dig

Skriv et svar