Jeg bliver skiftevis vred på ham og vred på mig selv


Kære Helene

Jeg har brug for hjælp. Jeg håber inderligt at du vil læse det igennem og se om du kan byde ind med råd.

vred

​Nu sidder jeg igen her, og har haft en diskussion med min kæreste i går aftes. En af de svære, hvor han siger: "Jeg synes bare hele tiden der er noget nyt du brokker dig over". En af dem hvor man tænker "Åh gud, det her har jeg bare oplevet så mange gange før, hvorfor skal det gentage sig. Betyder det, at det altid vil gentage sig i vores forhold?

Jeg kan ikke finde ud af hvordan jeg skal agere. Eller jo, måske ved jeg også godt hvad en del af løsningen kunne være, men jeg synes bare det er så svært at få indført de handlinger og blive ved at huske at ‘bruge’ værktøjerne.

Jeg er konstant ovre i min kæreste.

Så kan jeg ikke mærke mig selv. Jeg tænker på ham, når han ikke er i nærheden. Ja, selv når jeg er helt alene hjemme en weekend aften (som jeg ofte glæder mig til). Så bliver mine valg og tanker præget af, at jeg er ‘ovre i ham’ - “hvilken film ville han mon synes var åndssvag at se, ej så ser jeg ikke den”.

Det første jeg gør er at bemærke når han kommer hjem er, at han tager sin computer/ipad/telefon frem og glor på facebook. Jo, han er sød til først at sige "hej" og give mig et kys (en ‘regel’ jeg har fået indført), men derefter står jeg som en lille hundehvalp og venter på at han orienterer sig mod mig, som jeg jo orienterer alt indeni mig mod ham.

Det har været sådan her igennem alle de 5 år vi har været kærester (det er også derfor jeg har gået i terapi - og oplevede lidt det samme med en tidligere kæreste).

Indimellem har der været bedre perioder, ja jeg husker ligefrem perioder hvor jeg har været i reel balance og mærket at jeg var ‘hjemme i mig selv’ og nøøj en god følelse. Det føles ægte, reelt, balanceret og som kærlighed bør være.

Jeg tilsidesætter mine egne behov.

I og med at jeg er så meget ovre i min kæreste, så tilsidesætter jeg også meget mine egne behov for hans. Men indeni så bobler og syder det jo, for jeg bliver skiftevis vred på ham og vred på mig selv over ikke at stå ved mig selv og se mine behov. Og jeg ved også - for det meste når jeg kan tænke klart - at jeg selv, og mit syn på mig selv, spiller en rigtig stor rolle i det her og jeg ikke bare kan ‘blame’ ham for at følge sine behov. Han gør jo sådan set bare det, som jeg også bør gøre.

Jeg synes han ikke er nærværende nok - han glor konstant ind i en skærm, og det gør det rigtig svært bare at starte en naturlig chit chat snak. Jeg føler at jeg skal kæmpe mod noget andet, noget mere interessant på skærmen.

Jeg synes også han har en rigtig belastende tendens til at irettesætte mig.

Når jeg bare fortæller om noget, så kan han finde på at rette - enten et begreb jeg bruger, eller et begreb jeg fortæller at andre har brugt.

Fx snakkede vi om at vi skulle få nogle af vores feriebilleder op på væggen, så de ikke bare lå på computeren. Jeg sagde “ja, vi må finde et sted at få dem fremkaldt” - han afbrød “nej, det hedder ikke fremkaldt, for de bliver ikke fremkaldt hos en fotobutik nødvendigvis, de bliver nok bare printet et sted”. Der bliver jeg irriteret, for han burde bare forstå min pointe som er - ‘vi må få dem som fysisk format’.

vred

Jeg er kommet frem til:​

Jeg er kommet frem til at løsningen for mig er to ting: selvfokus og accept.

Selvfokus, og blive hjemme i mig selv. Hele tiden spørge mig selv ‘hvad har du lyst til nu, hvilket tv program vil du se nu, har du egentlig lyst til at stene youtube videoer sammen med kæresten nu, eller vil du hellere læse en bog (selvom det, uf, er en ‘selv-orienteret aktivitet)’.

Accept er vigtigt:

Accept fordi jeg skal blive bedre til at acceptere hans svar og valg. 

Men accept er også vendt mod mig selv. Accept af hvad jeg har lyst til og ikke har lyst til.

Accept af at jeg ikke hele tiden kan tænke på hvad den anden har brug for og lyst til. At jeg ikke behøver at varte op, foreslå at hente mad til, sørge for, skabe god stemning osv.

Jeg har igennem min barndom brugt enormt meget energi på at tilpasse mig andre. Har aldrig følt mig helt accepteret for den jeg var derhjemme af mine forældre.

​Jeg er i tvivl om:

Har jeg ret til at synes han bør irettesætte mig mindre, eller bør jeg bare acceptere at det er sådan han er?

Hvornår må vi forsøge at ændre på hinanden?

Hvornår må vi rykke fokus væk fra at vi bare bør arbejde med os selv, til at det faktisk også godt kan handle om den anden?

Hvis jeg føler at han er dominerende - men det skyldes at jeg underkuer mig selv og ikke lader mig selv fylde som mit hele jeg - er det så sandheden at han er dominerende? Og skal han skrue ned for noget (måske for at give mig bedre plads til at lære at fylde lidt)?

Eller skal jeg bare blive bedre til at turde stå ved mig selv?

Hvornår sætter man gode grænser, og hvornår skaber man brok og fokuserer for meget på problemer?

Jeg frygter at jeg tærer for meget på forholdet ved hele tiden at italesætte udfordringer - men omvendt mener jeg jo at man skal tale om tingene, når der er noget man ikke er glad for.

Åh, kære Helene, jeg håber virkelig du kan hjælpe.

Jeg håber ikke at svaret er mere terapi, for jeg har dels ikke råd til det, og dels har jeg allerede gået til psykologer gennem flere år, og føler jeg ville træde lidt vande i den samme snak.

Jeg håber utrolig meget på et svar fra dig, da jeg synes du er både indsigtsfuld og velformuleret. Jeg ved at der er meget tekst, så måske kan du tage essensen ud til din brevkasse.

Kærlig hilsen M.​

vred

​Kære M

Tusind tak for dit brev til mig. Jeg har kortet dit brev noget ned, og har taget essensen med 🙂

Jeg kan godt se, at du da virkelig er på overarbejde i din hverdag - især fordi du er så meget ovre i din kæreste også. Jeg tænker dog også, at du er godt på vej i den rigtige retning, da du selv har flere gode løsninger, og gode overvejelser om din problematik.

​Du skriver at det er:

Svært at få indført de handlinger, og blive ved at huske at ‘bruge’ værktøjerne.

Det ER svært at bryde gamle mønstre og overbevisninger - og så længe de ikke er automatiserede som nye mønstre, så falder du af hesten i dine svage øjeblikke. Det vigtigste er at konstant være bevidst, og så træning, træning, fokus og fokus.​ Ja, du skal turde stå meget mere ved dig selv, som du også er inde på.

Du bliver vred:​

Jeg kan faktisk godt forstå du indimellem bliver vred, skiftevis på både dig ​selv og din kæreste.

For der er nogle ting som jeg synes du med rette kan forvente af ham,​ og så fordi han kan noget du ikke selv kan (dække sine egne behov)

- OG hvad dig selv angår, så vil jeg mene at du skal praktisere meget mere selvkærlighed. Du skal have meget mere fokus på dig selv, og du skal styrke dit selvværd

Du har ret til at synes, at han skal irettesætte dig lidt mindre - eller faktisk bør han stoppe det helt. Der er overhovedet ikke nogen gund til at to voksne mennesker skal irettesætte hinanden, det er mangel på respekt. I skal anerkende hinanden i stedet. Det er jo OK at have to forskellige meninger. 

Når du føler han er dominerende og ønsker han skal skrue ned, så er du på gale veje - der handler om at du selv skal skrue op, og fylde noget mere​.

I skal slet ikke forsøge på at ændre hinanden: I skal hver især arbejde med jer selv, og så tale om hvordan jeres parforhold skal være. Jeg kan læse at du også godt ved at det handler om at du ændrer dig selv - og at man ikke kan ændre på andre - lige præcis.

Når I taler sammen, så skal I "blive på egen banehalvdel"​. Sig hvad du føler, og især hvad du har behov for - respekter hvad din kæreste føler og vær positiv nysgerrig på hvad hans behov er.

Du sætter gode grænser når du giver udtryk for dine følelser og behov. Du kan ALDRIG få garanti for at få det du beder om, men du kan være tydelig og konkret, så dine behov bliver nemmere at opfylde, for din kæreste.​

vred

Med hensyn til din barndom: Ja, du har dannet nogle mønstre i barndommen, men jeg vil ikke bede dig om at fokusere på din barndom.

Som coach vil jeg i stedet bede dig​ om at fokusere på din nutid og din fremtid. Hvad vil du have mere af, hvad er det du gerne vil kunne - og så træne nye mønstre.

Du har brug for at få teknikker til at holde fast i de nye mønstre. 

Du håber ikke at jeg anbefaler mere terapi. Nej jeg vil ikke anbefale terapi, for du ved jo godt hvad det er du skal.

Det jeg vil anbefale er at lære teknikker vedr. kommunikation og grænsesætning, arbejde med dine skyggesider, lære at styre dine tanker og følelser.​

Hvis jeg yderligere skal anbefale dig noget så ville det være​ "Hensynskuren - styrk dit selvværd og kurer din hensynsbetændelse" for her vil du blive guidet igennem teknikker, der forhindrer dig i bare at træde vande.

Jeg håber du har fået nogle svar du kan bruge til noget, ellers er du altid velkommen igen.​

Mange kærlige hilsner

Helene

Få evt. også et dagligt boost til din selvomsorg og dit selvværd.

vred

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar