Min far elsker at hade mig og min mor er martyr

Min far og mor er årsag til mine store problemer

Tak fordi jeg må skrive til dig med min problematik, og jeg håber at andre kan få glæde af at læse det.

Det er lidt langt, da jeg føler du er nødt til at have noget baggrundsviden, for at du kan vejlede mig.

Min far

 

Min udfordring handler især om min far.

Jeg har gået til psykolog “on and off” i ca. 15 år. Har prøvet mange forskellige behandlinger bl.a Body SDS, massage og Kranio Sakral terapi, og alt hvad der er af selvudviklingskurser.

Har en hel biblioteksvæg med selvudviklingsbøger, coaching, psykologi, medititation. Jeg har meldt mig til dit kursus, som hedder “Bliv klar i spyttet”, og lige nu sidder jeg og skriver til din brevkasse.

Først lidt om mig:

Jeg er 51 år.

Har været gift i 27 år. Fået 2 piger, og et dejligt barnebarn. Blev skilt fordi jeg blev menneskeligt krænket og holdt nede, på trods af at han var et godt menneske, og det tillod jeg i alle de år, fordi det er det jeg har lært.

 

Mit problem:

Jeg er dybt frustreret over mit forhold til min far.

Det kun ca. 3 år siden, at jeg ikke længere følte at jeg kun var en lille udvækst på mine forældre, ikke havde nogen eksistensberettigelse, og derfor naturligvis heller intet selvværd eller selvtillid.

Jeg har haft dårligt imumforsvar hele mit liv og skrantet meget.

Jeg tror selv det skyldes, at jeg hele mit liv har været i psykisk alarmberedskab, en slags post traumatisk stress. Tror mit nervesystem har været overbelastet hele mit liv pga. en opvækst i en dysfunktionel familie, på overfladen perkekt, men……

Jeg følte ikke at jeg havde ret til at være et selvstændigt menneske, med egne meninger, holdninger og lyster.

Jeg hørte mine forældres stemmer i mit hoved hele tiden, deres kommentarer, og jeg følte og tænkte som jeg vidste de vil have jeg gjorde.

Min fars og mors tanker

Jeg fik voldsom social angst i 8. klasse, prøvede at skjule det, også for min mor. Jeg forsøgte engang at tale med hende fordi jeg var så bange og fortvivlet, og det var en voldsom kamp for mig at passe skolen. Hun lod som om hun ikke hørte mig, og snakkede om noget andet, ligesom hun gjorde, da jeg var bange for at jeg var blevet gravid som 19 årig.

Min mor underholdt med at jeg tissede i bukserne

En gang underholdt min mor med at jeg havde tisset i mine trusser, i 8. klasse på en lejr tur. “De andre havde opdaget det, og hængt trusserne op i loftet og morede sig gevaldigt, bare så pinligt, kan du huske det?” spurgte hun og lo, lige der ved kaffebordet foran hele familien.

De tillod ikke mig og mine 2 søskende, at have vores egen holdning, eller tilladelse til at ytre den, uden at blive hånet og latterliggjort. Vi blev fortalt at vi hverken skulle høres eller ses, skulle være stille skygger langs vægene, som tilskuere til mine forældres liv. Vi skulle se pæne og velopdragne ud, for omverdenen.

Alle mine tanker var mine forældres stemmer jeg hørte, når de svinede andre folk til, også mine kammerater, så jeg ikke ville ha dem med hjem. Det var sårende at høre på, at ens forældre svinede ens allerbedste veninde, og hendes familie til. Det kunne være: “Hold da op hvor ser hun dum ud og hendes fede mor, de er så pinlige.”

Lige så snart nogen dummede sig, slog de ned og tværede dem verbalt ud. Når vi camperede, som vi altid gjorde når jeg var barn, kom andre og hjalp med at slå telt op, og køre vognen på plads, (det er sådan en utalt ting blandt campingfolk).

Mine forældre fik også hjælp, og når de var installeret sad de bag gardinerne, og latterliggjorde alle andre som var ved at stille an:  “se hvor fed”, “se en gammel lorte vogn”, “nej hvor er de pinlige”. “Han skal godt nok ikke tro han er noget, sådan en nærrigrøv”.

Jeg tog alle ordene på mig, de blev mig. Jeg er nærrig, jeg er fed , jeg er grim, jeg er doven, jeg er udulig som mor og som hundeopdrager osv.

Min fars vrede

Min mor gjorde alt for at holde den perfekte facade udadtil. Hun har et glansbillede af hvordan hendes liv skal se ud, vi børn og min far var alle statister i hendes set up.

Min far fik aldrig sagt fra, blev en bitter sur vred mand som skælder og smælder på alt omkring sig.

Jeg bad til Vor Herre som barn, at jeg ville få kræft og dø, så jeg kunne slippe væk.

Jeg var min fars yndlings perversion.

Han elskede at hade mig, og sad ved måltiderne og holdt øje med mig.

Han ventede på en lejlighed hvor jeg var uopmærksom, og han kunne slå sin vrede og had og foragt ned over mig, hvis jeg lige kom til at gøre noget forkert.

Jeg fik en kærreste, og jeg fik 2 børn. Men det gik også som forventet. Begge mine forældre krænkede mit privatliv, min integritet, kom med sjofle hentydninger og insinueringer.

Specielt min far talte ned og krænkende om min kæreste/mand og hans familie, men kun når jeg var alene med dem. I mange år kunne jeg kun besøge dem når jeg havde min mand med, så følte jeg lidt at jeg kunne krybe i flyverskjul bag ham, for så talte de altid pænt og indsmigrende. Bagefter fik han kniven.

Lige siden jeg flyttede hjemmefra, som 19 årig, har jeg aldrig haft lyst til at vende hjem på besøg. Min mor har manipuleret og ignoreret problematikkerne, og har insisteret på fødselsdage og fester, trods det store ubehag familien har siddet med.

Vi måtte stille op i hendes “set up”, ellers græd hun og blev ulykkelig eller udelukkede en fra fællesskabet. Jeg blev dårlig lang tid inden jeg skulle derud, og dårlig bagefter, og lettet over at der nu skulle gå et stykke tid igen før jeg var nødt til det. Jeg var altid ved at kaste op når jeg kørte op i indkørslen, og kunne ikke holde ud at være i min krop.

Det store opgør med min far

Min far er vred

En gang hvor jeg besøgte mine forældre alene, med mine 2 døtre på 2 og 4 år, kom det 1. store opgør med min far.

Min ældste datter ville så gerne have en mere af mormors lækre kager, det var den sidste på fadet. Jeg sad som på nåle, jeg kunne godt se at min far blev ond i sulet (et helt liv havde jeg trænet i at spotte rundt i lokalet, efter den mindste angsigts trækning i de tilstedeværendes ansigter, al alarmberedskab var altid på sit højeste) og sad og iagttog min datter om hun tog den.

 

Mormor gav hende lov, og så væltede tårnet. Han tordnede derudaf…. hvorfor helvede jeg ikke opdragede mine børn ordentligt, at hverken min mand eller jeg overhovedet ikke magtede denne opgave med at have så stort et ansvar, og skulle opdrage børn……. og han fortsatte med at hagle min mands værdier og familie ned, og mig og mine værdier også.

Min mor fik så travlt med at rydde af bordet, og vimse rundt, istedet for at tage børnene med ud, så de ikke skulle være i det her.

Jeg var fuldstændig rasende, rystende og spruttende, og kunne ikke selv organisere at få mine børn ud, selvom jeg ville. Jeg fik fortalt ham at han var det sidste menneske på jorden jeg ville lytte til, omkring børneopdragelse og at han var syg i hovedet og at han skulle til at få behandling, at han ødelagde hele familien med hans syge menneskesyn.

I en periode ville jeg ikke se ham

Min mor græd og klynkede og tvang min far til at ringe at sige undskyld, (tror det var den eneste gang min far nogensinde har ringet til mig, og sagde: “mor siger jeg skal ringe og sige undskyld, men hvis ikke man kan sige sådanne sandheder til sin datter kan man jo ikke sige noget.”

Jeg rystede og græd i flere dage. Jeg havde det som om jeg var blevet voldtaget, og voldsmanden stod og sagde til mig at det havde jeg jo selv bedt om, så jeg kunne da ikke forvente andet, og det var da helt i orden at gøre ved mig.

Som tiden gik, fik min mor tysset episoden ned som om det aldrig var sket og vi fortsatte med de fine dekorerede kager, Georg Jensen dugene, sølvtøjet og guldskålene. Nu var hun glad igen, vil kunne allesammen igen samles til hendes Babettes gæstebud, og rigtig hygge os. Jeg skulle bare lade som om, jeg ikke var ved at kvæles i kagen, og at jeg ikke sad på nåle.

Min far vogtede som en høg

Hvornår ville min far igen ville eksplodere over et af børnebørnene? Han holdt nøje øje med dem, for at være klar til at slå ned, som en høg med flænsende næb og kløer. Og jeg kunne tage den sjove maske på, for at afspænde hele minefeltet. Alt sammen for ikke at gøre mor ked af det, hun havde jo vist mig hvordan man bare lader som om tingene er som man ønsker dem, så gør vi bare som om vi ikke hører og ser det vi ikke vil. Men det har en alvorlig pris.

For et år siden blev min far meget syg

Han måtte gå gennem en masse operationer, han var i overhængende livsfare, var syg og indlagt det meste af et år. Jeg kæmpede bravt med skyldfølelse over at håbe, og ønske, at han og vi andre kunne få fred.

Nu er han blevet 80, her et år efter hans sygdom. Han har totalt resigneret, sidder i en stol, sover og spiser. Af og til kommer der noget familie og en enkelt ven på besøg, som han sviner til bag deres ryg.

Min mor er i topform, nu kunne hendes liv endelig få berettigelse, der var en som virkelig var afhængig af hende 24-7. Hun har fuldstændig kastreret ham gennem deres liv sammen, og gjort ham totalt hjælpeløs. (Jeg tænker Munchausen by proxy syndrom).

Han er mere modbydelig overfor hende end nogensinde, verbalt, hun holder sig selv op på stor skyldfølelse i hvis hun ikke er hjemme i to timer, hvis han nu skulle få brug for hende.

Vi børn og svigerbørn har alle forsøgt at tale med dem, skrive breve, tage time outs fra dem. Aldrig har noget hjulpet, de har været så arrogante, at vi aldrig har skullet fortælle dem noget. “hvem troede vi vi var.”

Det har altid været assertiv kommunikation fra vores side, men alt er prellet af. Min mors værktøjer er skyld og skam og fortielse, trusler, latterliggørelse ydmygelse, og gråd og ulykkelighed, meget effektivt når man er barn.

Min fars fødselsdag

I år blev min far 80 år. Jeg havde det forfærdeligt med at skulle derover, og jeg tænkte i over et halvt år hvordan jeg skulle tackle det.

Brev til min far

Jeg begyndte at forfatte et brev jeg ville sende til ham og fortælle ham hvorfor jeg ikke kunne komme.

Jeg fik min søster og hendes kærreste til at kommentere på det, men jeg følte at jeg dømte ham, og kunne ikke finde ud af at formulere det på en tilfredsstillende måde. Jeg aftalte istedet at jeg ville mødes med mine søskende derovre, og kun være der i kort tid, så kunne jeg føle mig lidt i sikkerhed når de også var der, jeg har endnu ikke givet ham brevet, og nu er problematikken her så igen, nu er det snart jul.

Jeg havde det forfærdeligt da jeg kørte derover, havde lyst til at kaste op. Jeg tog mig sammen og tog en facade på, den sjove, ren overlevelsesmekanisme, jeg også brugte i min barndom, som afspændingsmiddel.

Jeg føler mig som et meget dårligt menneske overfor mine forældre.

Tager jeg afsked med ham, og forklarer ham i et brev hvorfor, pænt og på egen bane halvdel ( bliver vildt angstprovokerende) så vil jeg have skyldfølelse over det.

Min indre kritikker siger:

  1. han er jo min far, mit kød og blod
  2. jeg skal være ham taknemlig for livet,
  3. jeg skal elske og ære mine forældre
  4. han er gammel, syg og svag
  5. han er ensom og ulykkelig
  6. han plages af indre dæmoner og selvhad
  7. han er følelsesmæssig ødelagt han kan ikke gøre for det
  8. jeg kan da godt gøre det for ham
  9. og meget mere……….

Bare tanken om at skulle give dem et knus, eller sige varme ømme ord, og vise følelser, vil være for angstprovokerende. Bare tanken ved det, nu i skrivende stund, er så voldsom og giver mig voldsomt ubehag.

Jeg ses af og til med min mor. Hun er opsøgende, og vi er taget til familie fødselsdage og div. arrangementer. Specielt min storesøster er enormt omsorgsfuld overfor hende, og betænksom. Hun er god til at invitere hende, gøre noget for hende og med hende, hun synes det er synd for hende. Ja, men jeg bliver også gal på hende over at hun er martyr, og aldrig tager ansvar.

Jeg vil ikke være martyr

  • jeg vil ikke være offer, det tager magten fra en, og gir den til de andre
  • jeg vil gerne kunne tilgive
  • jeg vil gerne have fred, ro og følelsesmæssig afklaring med forholdet til mine forældre
  • jeg vil gerne have fred, ro og følelsesmæssig afklaring med min barndoms traumer
  • jeg vil gerne have brudt den måske onde cirkel at jeg får en “problemkollega” på mine arbejdspladser
  • jeg vil have frigjort al den energi der er bundet i denne forældre/far problematik, og bruge den til det jeg gerne vil nå her i livet
  • jeg vil stoppe med at proppe mig med slik og søde sager for at straffe mig selv, holde liv i mit selvhad
  • jeg vil respektere mig selv nok til ikke at blive fed og grim af at proppe mig med sukker

Jeg har fundet sammen med en mand, nu for 5. år. Har endelig fundet ro og tilfredsstillelse, tosomhed og ligeværdighed. Lever efter mine værdier, som jeg nu kan mærke. Lever i et partnerskab med min kæreste, i fælles respekt og kærlighed.

Jeg har taget længere varende uddannelse, været selvstændig auto didact dekoratør i 14 år.

 

Håber at du kan danne dig et indtryk af mit dilemma, som jeg har brug for råd til at tackle.

Det er lindrende at skrive, så tilgiv mig, at jeg har bebyrdet dig med så megen læsning.

Tak fordi du læste med, jeg glæder mig til at høre en udefra persons opfattelse/ mening.

Med venlig hilsen

“Det sensetive barn”

___________________________________________________________________

Kære Du.

Tak for dit brev.

Hold da op – jeg var dybt rystet over din beretning. Selvom jeg har kortet dit brev meget ned, så illustrerer det med al tydelighed, en barndom med manglende anderkendelse og kærlighed.

Jeg har overhovedet ingen problemer med at danne mig et indtryk, af dit dilemma.

Hvem kan finde på, at udsætte sine egne børn for den behandling?

Du skriver selv at din far ikke er noget ondt menneske, og at du ser din mor og far som nogle små stakkels mennesker, uden selvværd. Enig, forældre gør hvad de kan, med de ressourcer de har – så vil jeg dog bare have lov at mene, at dine forældres ressourcer er MEGET MEGET små.

Du fortæller om alt det du har prøvet af behandlinger, terapi og selvudvikling. Jeg er smigret over, at du tænker, at jeg har noget nyt at byde ind med 🙂

Jeg synes jeg i din beskrivelse ser rigtig mange styrker hos dig, og jeg vil anbefale dig at fokusere på dem.

Fokuser på, at

  • det er lykkedes dig at opdrage to børn, med masser af kærlighed
  • du har formået at sætte dit eget værd så højt, at du ikke har opgivet, men stadig kæmper
  • du forlod din første mand, da han ikke var god for dig længere
  • du er i stand til at give og modtage kærlighed, i dit nye forhold
  • du har et godt forhold til dine søskende
  • du nu er i stand til at leve efter DINE værdier
  • du har lært dig selv at kende, i din udviklingsproces

Pas på dig

 

Jeg tænker at det kan være en god ide, at skrive et brev til din far. Hvis du gør det, så har jeg følgende råd:

Bliv på egne banehalvdel.

Beskriv ikke fortiden. Skriv derimod, hvad du tænker og føler lige nu, og hvordan du ønsker det skal være i fremtiden.

  • ja, dine forældre har givet dig et liv
  • ja, du skal være taknemmelig for livet
  • ja, de er dit kød og dit blod
  • ja din far er gammel, syg, svag og ulykkelig

Du behøver bare ikke være taknemmelig for, det de har givet dig, efter du kom til verden.

De har ydmyget dig, og du har ikke følt nogen eksistensberettigelse. De har overfaldet både dig og dine børn, verbalt. De har manipuleret dig, og puttet ting ind under gulvtæppet, for at det skulle se godt ud på overfladen.

De må selv bære ansvaret for deres handlinger, igennem det liv der er givet DEM.

Du skal ikke tage ansvar for hverken deres handlinger, eller de reaktioner de vil have, i forbindelse med et brev, eller det du fremover vil give dem af opmærksomhed.

Du skal tage ansvar for DIT liv og de skal tage ansvar for deres. Du er, selvom dine børn er voksne, rollemodel for dem – hvad er det du viser dem “man” skal/behøver finde sig i?

Hvorfor fortsætte dette selvplageri?

Jeg vil råde dig til at DU sætter dagsordenen, for hvad DU vil være med til. Nu er du den voksne, der har ret til at gøre, og bestemme præcis det du vil,og det du ikke vil, være med til længere.

Du kan hoppe og danse, så længe de lever. Hvis ord, breve, eller time out ikke har hjulpet, så er der ikke noget du kan gøre – de er ikke modtagelige.

Derfor tror jeg heller ikke du behøver være bange for at de gør en ulykke på sig selv, hvis du skriver et brev, eller sætter en stopper for dem (som du skrev du frygtede) fordi du nu sætter grænser. De er som de er, og det kan der ikke ændres på.

Din frygt for at de vil gøre noget ved sig selv, er jo lige præcis det de de har opdraget dig til, nemlig ikke at du ikke  må tænke og vælge selv – du er opdraget af tyranner, og nu tyranniserer de bare med at give dig skyldfølelse.

Kære du, jeg håber virkelig, virkelig at du kan bruge mit svar til noget.

Jeg ønsker dig al den styrke du har brug for, for at komme videre, med det liv du ønsker dig.

Du fortjener så meget kærlighed.

Kærlig hilsen

Helene

Kære du der læser med.

Har du nogle gode råd, til denne kvinde?

Så skriv endelig dit gode råd, nederst i kommentarfeltet på denne side.

 

button kopi

 

Kontakt

 

 

12 svar til Min far elsker at hade mig og min mor er martyr

  1. Den Sensetive 19. november 2015 at 22:19 #

    tak allesammen for Jeres kommentarer, og for at I også har villet dele Jeres oplevelser og erfaringer med mig og alle de andre herinde. Dejligt at få sat ord på, det er terapeutisk og forløsende. Selv har det været en stor følelsesmæssig rutsjetur at skrive til brevkassen og dele det med andre. Det er som om det er blevet virkeligt,og at jeg har taget mig selv alvorligt,det er ikke bare noget som er foregået inde i mit hoved og noget som ikke rigtig betyder noget. mit allerbedste råd: skriv, skriv, skriv og genialt med samtalegrupper, har også selv brugt det i mange år, det er så givende man kan spejle sig i andre, ikke føle sig alene og mærkelig.
    Tak allesammen og held og lykke i Jeres liv. ønsker I vil leve det fuldt ud.
    Kærlige tanker fra
    Den Sensetive

  2. Diana 19. november 2015 at 07:00 #

    Kære Helene og alle jer andre

    Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at være med i en sådan selvhjælpsgruppe. En gruppe bestående af præcis sådan nogle som os, der er vokset op i dysfunktionelle familier og har fået dybe ar på sjælen og dagligt kæmper med manglende selvværd.

    Mit forslag vil være, at der i første omgang etableres en lukket FB-gruppe. Via den kan vi jo altid aftale af mødes en gang i mellem og hvis det er ønsket og overskuddet er til det.

    Nu skriver du, at du ikke er psykolog eller psykoterapeut og derfor ikke arbejder med folks fortid, men for mit eget vedkommende ønsker jeg netop ikke at trave rundt i min fortid, men at finde en vej og en måde at leve på nu og på trods af den. Her vil det for mig være en stor hjælp at kunne tale med ligesindede, som står på det samme fundament som jeg og som ved, hvad det vil sige og betyder at vokse op i følelsesmæssig afstumpethed.

    Mange kærlige hilsner

    Diana

  3. Helene 18. november 2015 at 21:22 #

    Kære Else, Birgit, Lise, Diana, Rosamarie, Anastassia, Jeanette, Elsebeth.

    Tusind tak for jeres bidrag til den kvinde der har stillet spørgsmålet til brevkassen.

    Også tusind, tusind tak for jeres bidrag, ærlighed og åbenhed, omkring jeres egne oplevelser.

    Det berører mig SÅ dybt, at læse om jeres oplevelser, og som får mig til at bøje mig i støvet, for de kræfter I har formået at finde, i jeres kamp for at komme videre i livet.

    Anastassia, Jeanette og Elsebeth
    I ønsker/opfordrer til en selvhjælpgruppe eller samtalegruppe.

    En gruppe hvor I måske kunne dele erfaringer og råd, måske via eller Skype el. andet.
    For at udveksle historier, dele gode råd, og især opleve at I ikke er alene, eller behøve føle jer forkerte.

    Det giver rigtig god mening med en selvhjælpsgruppe – det har jeg tidligere sat i gang, i en anden sammenhæng, hvor jeg selv var deltager.

    Det jeg tænker nu er:
    Har I undersøgt, om der findes nogle selvhjælpsgrupper i forvejen, som er godt i gang?

    Derudover:

    1.
    Jeg er hverken psykolog eller psykoterapeut, og arbejder derfor ikke med fortiden, min ekspertise som coach er, at hjælpe mennesker videre, derfra hvor de befinder sig nu, og fokusere på fremtiden.

    2
    At mødes fysisk vil være en udfordring, da jeg gætter på, at I bor flere forskellige steder i landet.

    3
    Vil det være en ide, at starte med en Facebookgruppe, hvor I kunne dele historier og tanker? (Denne gruppe skal selvfølgelig være lukket/hemmelig, så ikke alle kan deltage.

    Jeg vil rigtig gerne høre jeres tanker og meninger, og vil rigtig gerne starte med en Facebookgruppe, hvis det giver mening for jer – og så se hvad det kan føre til, af flere tiltag.

    De kærligste hilsner og tanker
    Helene

  4. Anastassia 16. november 2015 at 19:26 #

    Tak for du i deler jeres historie, den ligner min på så mange punkter, og de følelser vi gennemgår, Jeg vil ikke skrive så meget da jeg pt har stress og jeg bliver træt i hoved, men jeg vil forespørge om vi måske kunne lave en gruppe hvor vi måske kunne dele erfaringer og råd, man kunne måske mødtes el Skype el andet, det er bare så stort at læse at man ikke føler sig alene. Knus og kærlighed til jer alle. Anastassia

  5. Else 15. november 2015 at 16:53 #

    Hold nu op så velkendt det desværre lyder. Utroligt at forældre kan opføre sig sådan overfor deres børn. Lærer jeg aldrig at forstå. Jeg tog selv et opgør med mine forældre for 9 måneder siden, da jeg var træt af deres evindelige kommentarer til stort set alt; og altid meget negative. Min mand og vores børn kunne heller ikke klare mere,- de var også meget dominerende overfor min mand, hvilket jeg heller ikke længere ville finde mig i. Jeg røg ned med stres og en depression pga dårlig chef på jobbet; men er ikke i tvivl om, at mine forældre også bærer en stor del af skylden. Pludselig er ens bæger bare overfyldt.

    Den sidste kommentar fra min mor, var, at vi ikke længere har noget af tale om….nu 9 mdr siden. Det er så lykkedes mine forældre at manipulere med resten af familien, så der er heller ingen kontakt.

    Jeg har gået til psykolog og fik også rådet, at uanset hvor meget jeg talte med dem eller skrev til dem, så ville det ikke hjælpe, da de ikke er modtagelige. I deres verden er de fejlfri !!!!! Det har været hårdt, men jeg er nu ved at acceptere deres fravalg af mig og min skønne lille familie; jeg har nemlig også et liv. Men kommer aldrig til at forstå, hvordan man kan vælge ens datter og familie fra pga et par sandheder.

  6. Birgit 15. november 2015 at 14:38 #

    Puha en læsning..det er virkelig sejt!
    Jeg er “kun” 37 men besluttede da jeg var 31 at min far ikke skulle have del i mit liv længere. Og helt ærligt er det en voldsomt stor befrielse! Da jeg fik vores datter var han ikke stolt af at blive morfar men som en belastende påduttet rolle han ikke kunne løfte. Jeg tænkte over alle de svigt han havde budt mig, og tænkte her skal jeg beskytte mit barn og mig selv nu!
    Så vi har ikke talt sammen siden 2009….
    Fordi man er kød og blod skylder man ikke hinanden alt….
    Men du skylder dig selv og dine børn at blive lykkelig, så de også kan være lykkelige.
    De har sikkert haft samme opvækst de er bare ikke kloge nok til at distancere sig fra det og gøre noget andet!!!
    Så et kort svar: kære far du fylder desværre så meget at der ikke er plads i MIT liv.

  7. Lise 15. november 2015 at 12:51 #

    Kære Helene!

    Det er rystende at læse din klients beretning samt kommentarerne hertil. Jeg får det så dårligt over at læse beretningerne.

    Samtidig vil jeg gerne tage hatten af for din klient, for hun har da formået at gøre sit liv meget bedre, selv om forældrene stadig er i periferien. Hun har fået nogle dejlige børn og barnebarn, en god kæreste og et godt liv.

    Hvis jeg var hende ville jeg tage afstand fra forældrene, altså gøre kontakten så minimal som overhovedet muligt uden at hun får dårlig samvittighed over det. Det er er der slet ingen grund til. Hun skal tage sig af sig selv og passe på sig selv.

    Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort, og at der skal styrke og måske hjælp og støtte til at komme så langt.

    Og hvor er det skrækkeligt, hvor mange forældrepar, der har gjort deres børn så meget ondt, bevidst eller ubevidst – eller fordi de ikke vidste bedre – og måske selv har haft en dårlig barndom og et sølle voksenliv med lidt eller intet selvværd.

    Min barndom var heller ikke sjov – en tyrannisk far, der forpestede livet for især mig, fordi jeg havde modet til at sige ham imod og en ikke-mælende mor, der aldrig har støttet mig eller hjulet mig … samt en indremissionsk livsindstilling på lidt hyklerisk vis, som også lagde en mængde begrænsninger på, hvad vi måtte og især ikke måtte.

    Nu, hvor jeg er 57 år kan jeg se, at min 2 yngre søstre har haft det meget lettere i vort barndomshjem, for jeg banede jo vejen som den ældste. Og når jeg tænker efter, så kan jeg se, at mine søstre har fået den kærlighed, jeg ikke fik.

    Det tager lang tid at erkende og det var en stor sorg for mig at indse, at det var sådan, jeg var ramt – af dårligt selvværd, fordi mine forældre ikke havde formået at vise mig kærlighed i barndommen. Nu går jeg hos en psykolog, der hjælper mig med at få tingene sat på plads og kan hjælpe mig med at indse, at det er mine forældre, der har et problem og ikke mig.

    Jeg har skåret kontakten ned til et absolut minimum, for jeg får det dårligt flere dage før og har det dårligt flere dage efter, jeg har været på besøg i mit barndomshjem. På den måde kan jeg vise lidt selvomsorg og det har hjulpet mig meget.

    Held og lykke til din klient med projektet. Jeg er sikker på, at hun kommer ud på den anden side til et meget bedre liv med bistand fra dig.

    Kærlige tanker her fra
    Lise

  8. Jeanette 14. november 2015 at 18:37 #

    Nej nej,jeg sidder med tårer i øjnene og føler en isnende kulde langt ind i min sjæl. Som andre skriver,er du så langt fra alene,desværre. Jeg er 50 år og har ikke set mine forælder i 14 mdr,det længste jeg nogensinde har holdt ud og holdt mig væk ,langt væk fra dem,det har så også betydet at jeg ikke længere har kontakt til hverken mine søskende,eller andre i min familie,da min “vidunderlige” mor endnu engang har manipuleret med dem alle. Jeg har har som du prøvet så og sige ALT hvad der måtte findes af selvudviklingskurser,psykologer,psykiater ,samtaler med læger,psykoterapeuter,osv plus ,som du selv en reol fuld af selvhjælpsbøger. Det er ikke fordi jeg vil råde dig til dette,men jeg ved og nu kan jeg mærke ,at efter at jeg ikke ser mine forældre længere,ja så er jeg først ved at finde ud af hvem jeg er og hvad jeg må føle og især tænke . Og at det JEG føler og tænker,det er ligeså rigtigt,som det andre føler og tænker…..Men smerten den er der stadig og den vil altid være min følgesvend. Jeg har hadet ,især min mor,men i dag har jeg ondt af den kvinde,hun er syg,meget syg og når jeg tænker tilbage,har hun altid været det. Jeg har siden, jeg var 5-6 år skulle være hendes hjælper,når hun bukkede under og græd,når min far og mor var uvenner,ja så var det mig,som skulle trøste hende. Når jeg var ked af det og det var jeg meget ofte,så var der ingen til at trøste mig. Jeg kan så levende sætte mig ind i det du har gennemlevet og jeg bliver ked af ,at så mange af ,især os kvinder ,døjer med ,ja jeg kalder det altså senfølger ,af en ganske forfærdelig opvækst . Jeg ville virkelig ønske,at behandlerne og lægerne ,dem som tager sig af det psykiske,ville anerkende,hvor meget det betyder,resten af livet og som du skriver,jeg er helt sikker på ,at man kan udvikle Post Traumatisk Stress Syndrom, når man igennem hele sin opvækst,er blevet behandlet udslettende,ukærligt,uempatisk osv.
    Jeg ville så meget ønske,at der var samtale grupper,så man kunne hører andres historier og dermed ikke føle sig så alene og ofte helt forkert.

  9. Helene 14. november 2015 at 17:47 #

    Kære Helene

    For pokker da! Jeg har lige læst din klients historie – og genkender ALT for mange ting fra mit eget liv!

    Ikke fra min families side, for jeg har haft en god og kærlig familie, som har støttet mig, det bedste de kunne, selvom min far drak, men jeg har oplevet den behandling, som din klient fik fra sin far, fra mange andre sider.

    Mit første møde med den slags var i 1. klasse. Min klasselærerinde havde set sig gal på mig fra dag ét, og hun langede lussinger, så det sang. Det holdt imidlertid, da hun en dag havde slået så hårdt, at min trommehinde sprang, og jeg kom hjem fra skole med tøjet smurt ind i blod. Så kunne jeg ikke længere fortie det overfor mine forældre – jeg havde jo skammet mig over at få tæsk – og min klasselærer fik en påtale.

    Efter den tid var hun “kun” verbalt modbydelig overfor mig. De andre lærere derimod tog mig under deres vinger. De var fantastiske! Heldigvis flyttede vi lige op til jul i 2. klasse, og jeg kom på en lilleskole ude på landet i den landsby, vi var flyttet til, og her var alt fryd og gammen.

    Den næste person af samme skuffe, som jeg mødte, var, da jeg som 9-årig blev sendt på Julemærkehjemmet i Hobro med asthma, medicinsvækket hjerte og så undervægtig, at jeg skulle fedes op. Den dame, som skulle passe os piger til daglig, havde også set sig gal på mig fra dag ét.
    Hun slog også, men det var dog ikke i hovedet men på kroppen. Hendes modbydeligheder fik en brat ende, da hun faldt og brækkede lårbenet. Den afløser, vi fik, var helt ovre i den anden grøft, og jeg elskede hende som min egen mor!

    Imens jeg havde været på Julemærkehjemmet, var vi flyttet igen. Det var til en større by, og jeg kom til at gå på den største skole, jeg nogen sinde har gået på. Lærerne var mine allierede, alle uden undtagelse, og jeg elskede min skolegang.
    Lige indtil jeg kom i 7. klasse og fik en ny håndgerningslærerinde. Hun så sig også straks gal på mig, og de verbale modbydeligheder fik mig til til at gå grædende hjem fra skole, for håndgerningstimerne lå som de to sidste timer på dagen.
    Da jeg kom i 1. real skulle jeg ikke længere have håndgerning, og plagerierne standsede.

    Det var først, da jeg var 24, at jeg igen mødte et af den slags mennesker. Jeg var i mellemtiden blevet uddannet farvehandler. Jeg har altid elsket farver, og jeg har elsket at lære fra mig og have med andre mennesker at gøre, så jeg var i mit rette element med kundekontakten.

    Efter min læretid var jeg kommet i et meget stort firma, som havde forretninger over hele landet, vest for Storebælt, og der var også tre engroslagre. Vi havde en førstemand i butikken, som efter et par år slog sig ned som selvstændig i den anden ende af byen. Næstkommanderende, som var en kvinde, der var fem år ældre end mig, og som jeg hidtil havde haft et godt forhold til, blev vores nye førstedame. Og så vendte bøtten! Fra den ene dag til den anden begyndte hun at hakke på mig.

    Hun vogtede over mig som en høg, og uanset hvad jeg gjorde, så var det forkert! Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke skulle blive der, og søgte andet arbejde. Dette kom vores øverste chef for ører; det var ham, der ejede det hele, og han spurgte mig, om det var, fordi jeg var ked af branchen eller arbejdstiderne, at jeg søgte væk. Jeg orkede ikke at fortælle ham om førstedamens tyranni, men sagde, at jeg var træt af aldrig at have fri fredag aften og om lørdagen – og så fik jeg tilbudt et job ved ordretelefonerne på det lokale engrolager i virksomheden.

    Det var lykken! Lige til jeg tre år senere blev valgt til tillidsrepræsentant af mine kolleger, og vi røg ind i en storstrejke! Da strejken var ovre, begyndte min chef, vores alle sammens øverste chef, at behandle mig som skidt. Jeg fik en gang bronchitis, og hver gang jeg hostede, råbte han: “Hold kæft!” efter mig. Han kørte mig helt ned, og det var med fagforeningens velsignelse, at jeg sagde mit job op efter at have været på kontoret i fem år.

    Næste gang, jeg stødte på en af slagsen, var jeg kontorassistent i en landsdækkende udlejningsvirksomhed. Det var tre år senere. Vores chef havde en morgen fået 5 minutter til at pakke sine ting i, og så blev der, fra øverste ledelses side, ansat en tyran af værste skuffe som vores chef. Det var ikke kun mig, han var efter; det var al personale, han kom i nærheden af. Jeg sagde min uforbeholdne mening til ham, for nu havde jeg fået nok! Og så blev jeg fyret. Heldigvis!

    I den mellemliggende tid var jeg blevet gift og hvade taget en uddannelse som kontorassistent. Min mand havde fra starten været sød ved mig. Det varede kun, til jeg fortalte ham, at nu var min lejlighed inde i byen afhændet, og jeg havde ikke noget at komme tilbage til, hvis vores forhold skulle gå i stykker. Så vendte han på en tallerken! Fra den ene dag til den anden blev jeg dum og grim og fuldstændig umulig, og jeg skulle da ikke tro, at der var nogen som helst, der regnede med mig eller som kunne bruge mig til noget, og jeg kunne da slet ikke klare mig selv, så jeg skulle bare partout være glad og taknemmelig over, at han overhovedet gad at have med mig at gøre.

    I mit stille sind tænkte jeg: “Jamen, hvis jeg er så umulig, hvorfor har du så overhovedet giftet dig med mig?” Men jeg sagde ikke noget. Det stod på i 11 år. ELLEVE! Hvor jeg langsomt følte mig mere og mere nedbrudt. Til sidst var det så grelt, at jeg godt var klar over, at jeg skulle derfra, hvis ikke jeg skulle ende på den lukkede afdeling på sygehuset.

    Hver gang jeg ville snakke med min mand om det, rejste han sig op og gik ud på sit hobbyværksted. Så kunne jeg komme ud og sige undskyld, når jeg var blevet god igen. Og gjorde jeg ikke det, ignorerede han mig TOTALT. En gang tænkte jeg: “Nej! Det skal altså være løgn! Nu må det være HAM, der kommer til MIG og beder om undskyldning!” Der gik tre uger.

    Så kunne jeg ikke længere holde ud at blive behandlet, som om jeg overhovedet ikke eksisterede, og jeg gik ud og sagde undskyld. Da blev jeg klar over, at jeg måtte tage drastiske metoder i brug, hvis jeg skulle have nogen mulighed for at komme væk derfra. For han sad tungt og diktatorisk på økonomien, og jeg havde kun de husholdningspenge at gøre med, som han gav mig. Jeg anede ikke, at han havde belånt huset til op over begge skorstene, selvom det stod i både hans og mit navn.

    Jeg vidste også godt, at den eneste gyldige grund, han ville acceptere for at blive skilt, var, hvis jeg havde været ham utro. Så jeg gik ud og fik kontakt til en, som jeg som ung havde været fuldstændig forgabet i, og han hjalp mig med foretagendet.

    De sidste mange år havde jeg skrevet alle mine kaotiske tanker ned på papir. Havde jeg ikke gjort det, var jeg nok bukket under for længst, men alle mine frustrationer fik luft på papiret. Nu skrev jeg også om min affære med min gamle flamme. Jeg havde dog ikke haft modet til at lade min mand vide om det.

    Der gik et par måneder, så ringede han til mig på arbejde, at han ville komme og hente mig og min cykel om 5 minutter, og så skulle jeg bare komme med hjem! Min chef kiggede mærkeligt på mig, da jeg sagde, at jeg blev nødt til at gå før tid, og at jeg ikke kunne give en forklaring, men hun kunne åbenbart se på mig, at der var noget helt vildt galt, så jeg fik lov til at gå. Min mand havde allerede læsset min cykel på ladet af vores pickup, da jeg kom ned.

    Jeg satte mig ind på passagersædet og sagde:”Hej” – og der blev ikke svaret. Hele vejen hjem var han tavs som graven. Min cykel blev stillet på plads, og da vi kom ind i stuen, lå mine skriverier slået op på spisebordet! “Hvad fanden i helvede skal det her betyde?” buldrede han og slog ud mod mine skriverier. Om jeg troede, han var så dum, at han ikke ville finde ud af det?

    En af vores fælles bekendte, som også kendte min gamle flamme, hvade ladet et ord falde om, at han nok skulle spørge mig, hvad jeg havde gang i, og så havde han taget en dag fri fra arbejde, uden jeg vidste det, og lige så snart jeg var taget hjemmefra om morgenen, var han gået i gang med at læse i mine skriverier.

    Jeg tænkte: “Så er det nu eller aldrig!” og sagde: “Jeg vil skilles!” Så eksploderede han, som jeg aldrig havde oplevet det før! Han rasede og bandede og tournerede, mens han bankede løs på mig med knytnæver. Så greb han mig om halsen med begge hænder og klemte til. Da vi landede på gulvet, var det, som om noget gav slip inde i mig. Jeg trak mig ud af min krop og stod og så ned på, at han kvalte mig, mens jeg tænkte: “Ja, han kan gøre lige, hvad han vil med den krop, for nu er jeg fri. Det er ikke mig, det går ud over.”

    Et øjeblik efter gik det op for ham, at jeg var livløs, og han slap mig forskrækket. Lige så rasende, som han før havde set ud, lige så chokeret så han nu ud. Febrislk kikkede han sig omkring. Så røg han op og fór ud og startede bilen og kørte væk med hvinende dæk.

    Jeg stod og så efter ham, da jeg mærkede noget trække i mig, og så sagde det: “SVUP!” og jeg kom til mig selv på gulvet med en hosten. Jeg gik ud og så mig selv i spejlet; jeg var ikke noget kønt syn. Min hals var fyldt med sortblå mærker og mine øjne var totalt rødsprængte.

    Min mand kom hjem senere på dagen og ville have, vi skulle lægge låg på det hele og starte forfra, helt på en frisk, men jeg havde fået nok. Nu var han pludselig ikke så kæphøj mere. Vi blev skilt og jeg flyttede ud for mig selv i en lejet lejlighed 14 dage senere.

    Det er det bedste, jeg nogen sinde har gjort! Også selvom vi hver kom fra huset med en gæld på over kr. 300.000,- fordi vi ikke kunne få nær nok penge for huset i forhold til alle de lån, han havde taget i det. Heldigvis gik banken, som havde set igennem fingre med, at min mand skrev lånene under for os begge to, med til at dele gælden ligeligt. Jeg var først færdig med at betale af på min halvdel i foråret 2014. Jeg skulle bare have meldt min mand og banken for bedrageri, og min mand for drabsforsøg…

    Fem år senere var jeg flyttet til en anden landsdel. Min nye kæreste boede her, og jeg var flyttet ind hos ham. Jeg har sjældent mødt et sødere menneske!
    Jeg fik job i en forretning, der solgte kontorartikler. Her skulle jeg, tre timer om dagen, lave kassekladde og almindeligt forefaldende kontorarbejde.
    Chefens kone styrede og tyranniserede alt personalet. Inden min prøvetid var udløbet, havde jeg sagt hende min uforbehodne mening og var blevet fyret.

    Året efter fik jeg job som bogholder i en forholdsvis nystartet virksomhed. Der var mig og ejeren i virksomheden. Han stod for indkøb og salg, og jeg skulle passe alt papirarbejdet.
    Han viste sig også at være en tyran af værste skuffe. Jeg endte med et nervesammenbrud, og fik, igen med fagforeningens velsignelse, lov til at sige mit job op.

    Så fulgte nogle år med sæsonarbejde som pakkeriarbejder på en fabrik, nogle deltidsansættelser i offentlige instanser, som havde ansættelsesstop, men godt måtte tage vikarer ind til de opgaver, som de manglede hænder til, indtil jeg landede på kontoret og billetsalget i administrationen af den lokale svømmehal og messecenteret.

    Det var deltidsjob, jeg havde kundekontakt, og jeg elskede mit arbejde! Ud over at have de bedste kunder og kolleger i verden havde jeg også de to bedste chefer, man kunne ønske sig! Det var kommunen, der ejede foretagendet og drev det.

    Efter et års ansættelse blev driften af hallerne og svømmehallen overdraget til en landsomspændende gymnastik- og idrætforening, min øverste chef sagde op, og vi fik en ny. Han ansatte en idrætschef, og så fik min nærmeste chef marchordre. Idrætschefen skulle nu være min nærmeste chef. Efterhånden havde jeg udviklet en radar for personer, jeg skulle holde mig LANGT væk fra, og desværre kunne jeg med det sammen mærke, at min nye chef var en af dem.

    Hun startede med at spørge, hvor meget jeg vejede! Da jeg sagde, at det ikke var arbejdsrelevant, begyndte hun at mobbe mig. Hun lavede mine arbejdstider om, så jeg fik de mest lorte tider i hele huset, og jeg protesterede højlydt! Lige fra dag ét af havde jeg informeret min fagforening om huset. Nu fik de næsten dagligt skriverier fra mig, hvor jeg beklagede mig over dette eller hint. De samme ting havde jeg klaget over enten personligt eller skriftligt til min nye chef; jeg var færdig med ikke at sige fra! Hun ville bare ikke høre på mig.

    Fagforeningen foreslog gang på gang, at de skulle træde ind som mæglere, men jeg takkede nej. Jeg ville bare gerne have det hele ført til protokols, så hvis jeg en dag løb skrigende væk, var det altså ikke noget, der var pludseligt opstået. Jeg elskede stadig mine kunder og selve mit arbejde, men jeg hadede mine arbejdstider, for jeg havde kun aften- og weekendvagter, hvilket trak lange veksler på min elskede og søde mands humør; vi havde jo aldrig fri sammen.

    Jeg blev ved med at spørge hende, hvorfor jeg skulle have lortevagterne, og hun blev ved med at sige, at det bare ikke kunne være anderledes. Efter halvandet år havde jeg udviklet så megen migræne, at virksomheden havde fået en §56 på mig. De fik altså refunderet fra kommunen, hver gang jeg var sygemeldt.

    En lørdag eftermiddag kom min chef og satte sig i receptionen hos mig. Jeg tænkte: “Hvad vil hun nu?” for det var meget usædvanligt, at hun var i huset en lørdag; hun skulle nok selv sørge for at have fri i weekenderne!

    Hun ville snakke om, hvad vi kunne gøre for, at jeg skulle få det bedre med min migræne – underforstået, hvordan skulle de undgå at skulle have tilkaldevagter til mine fraværsdage? Jeg sagde, som det var, at hun kunne give mig mine gamle arbejdstider tilbage, så jeg kun havde morgen- og formiddagsvagter, og så kunne kun lave det om, så vi fire, der delte vagterne i receptionen, fik en weekendvagt hver fjerde uge, i stedet for at jeg skulle have dem alle sammen. Det kunne ikke lade sig gøre, sagde hun.

    Jeg sagde til hende, at hun blev ved med at sige, at det ikke kunne lade sig gøre, men hun forklarede aldrig, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre; om hun dog ikke godt ville være venlig at forklare mig, hvorfor det ikke kunne det, for så ville jeg højst sandsynligt lettere kunne forstå det. Og så sagde hun dét, som blev tungen på vægtskålen: “Det kan ikke lade sig gøre, for hvis du får morgenvagterne, så er det MIG, der vil blive ringet op kl. 04:30 om morgen, når du har et migræneanfald, og det vil så være MIG, der vil skulle sidde her i receptionen fra kl. 06:00 – og det vil jeg ikke!”

    Jeg greb den med det samme og svarede; “Jamen, så er det jo ikke et spørgsmål om, at det ikke kan lade sig gøre, men et spørgsmål om manglende samarbejdsvilje fra ledelsens side!” Hun blev helt bleg! Så rejste hun sig op og gik, for hun var godt klar over, at hun havde sagt noget, hun ikke skulle have sagt. Lige så snart, hun var ude af døren, fløj jeg i tastaturet og skrev dagens begivenhed til min fagforening.

    De vendte tilbage med et forlangende om en tre-partsforhandling med virksomheden, mig og dem selv. Den kunne først finde sted to måneder senere, for før kunne hverken min nærmeste chef eller direktøren passe det ind i deres kalender. Det blev den 22. december 2009. Jeg var blevet vagtsat til at skulle være på arbejde hele juleferien, men da vi gik fra mødet den 22. december, var jeg fritstillet – og min nærmeste chef, som ellers havde skullet på skiferie i hele juleferien, måtte nu selv sidde på pinden i stedet for mig. Jeg tudede af lettelse, dag vi gik derfra, og frydede mig over, at hun havde fået tjansen selv.

    Siden da har jeg kun haft nogle få midlertidige deltidsansættelser, som jeg selv har valgt, fordi jeg godt kunne tænke mig dem; ikke fordi hverken Jobcentret eller fagforeningen/a-kassen har dikteret, at jeg skulle. Jeg har været kasseafløser i sommerferieperioden i et lokalt supermarked, haft ansættelse i november, december, januar og 14 dage i februar i 2013 – 2014 i bageriudsalget i samme supermarked, jeg har haft så mange ledighedstimer, så jeg er røget helt ud af systemet i januar i år, og da min højt elskede mand har fast arbejde, kan jeg ikke få kontanthjælp, så jeg har meldt mig helt ud af systemet. Ingen grund til at betale til en a-kasse og fagforening, når jeg ikke kan få noget derfra mere.

    I år har jeg haft to måneders deltidsansættelse som praktisk gris/piccoline i en bogholderivirksomhed, som trængte til at få ryddet op i sine papirer, og senest har jeg haft en korrekturlæsningsopgave for samme bogholderivirksomhed, og eg har fået en oversættelse af en bogudgivelse fra dansk til engelsk.

    Jeg har brugt oceaner af tid på at finde mig selv, og finde ind til mine egne værdier. Jeg har brugt lige så lang tid på at lave de ting, jeg selv brænder for: at skrive og nørkle. Jeg har selv et bogmanuskript liggende hos et forlag, og de regner med at den kommer med til julehandelen næste år. Så er jeg så småt ved at have så meget styr på min hobbyvirksomhed, Nørklemoster, at jeg kan starte op som selvstændig virksomhed først i det nye år.

    Aldrig mere vil jeg tillade tyranner at styre mit liv! Fra nu af, er det MIG, der bestemmer, hvad jeg skal gøre, hvornår og hvordan. Og kommer der personer ind i mit liv, som tror, de skal og kan tyrannisere mig på den ene eller den anden måde, bliver de luset ud, lige så hurtigt det kan lade sig gøre.

    – Og selvom vores indtægter aldrig har været så små, som de har været i år, så har vi aldrig været så glade, som vi har været i år! Jeg er ikke længere stresset, jeg er ikke begrænset af andres tyranni, og jeg er 100% det kreative og glade menneske, som min mand forelskede sig i, da vi mødtes første gang i sommeren 1994.
    Den gang vidste jeg ikke, det skulle ende med at blive os to, men han har, efter vi blev gift i 1998 fortalt mig, at han allerede ved vores første møde var blevet klar over, at hvis han nogen sinde igen skulle have en bedre halvdel, ja, så skulle det være mig! Og det blev det.

    Jeg tager én dag ad gangen, og gør de ting, jeg har lyst til dén dag, og jeg får nået meget mere på den måde. Og jeg har ikke migræne mere.

    Undskyld min lange roman, men jeg syntes bare, du skulle vide, at der er andre, der også har været underlagt tyranni af forskellig slags, og som har formået at rejse sig selv igen bagefter og få et godt liv. Og synes du, min beretning kan være til inspiration for andre, er du hjertens velkommen til at bruge den.

    Knus, Nørklemoster.

  10. Elsebeth 14. november 2015 at 15:19 #

    Du er langtfra alene !
    Desværre…….
    Din problematik kender jeg også alt for godt. Dog var det omvendt med mine forældre, og min mor brugte også fysisk vold mod mig. Aldrig mine søskende……..så jeg har ingen at dele mine oplevelser med.
    Jeg brugte mange år som voksen hvor jeg troede jeg havde gjort mig fri. Troede at jeg levede efter mine normer, mine værdier……..men efter et langt og ukærligt ægteskab hvor mine børn fik mig til at indse hvor let, ubesværet og opløftende ægte kærlighed er, indså jeg endelig at hvis ikke jeg gjorde noget drastisk ville jeg dø rigtigt og ikke kun indeni. Det blev en voldtægt fra mine børns far der endelig blev den direkte årsag til at jeg gik. En voldtægt han påstod var min indbildning for jeg sov jo ikke !! Nej dét vidste han sandelig bedre end mig der vågnede i et chok som langt overgår min barndoms vold! Endelig tog jeg mig sammen til at gå selv om jeg overhovedet ikke kunne overskue konsekvenserne. Jeg valgte også min familie fra, for det var ikke kun min mor der hakkede på mig. Det gjorde mine søskende også. Og foran mine børn. De mente alle at de havde mere ret til at opdrage mine børn end jeg selv. Og jeg kunne heller ikke rumme at være i rum med min far og hele tiden føle hvordan min opfattelse af tingene blev tiet ihjel. For han nægtede at se ‘ubehagelige’ ting i øjnene.

    Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det har været nemt. Jeg kunne bare ikke rumme mere, og valgte altså en drastisk løsning. En løsning jeg tror man kun forstår hvis man har været dér hvor man kører sig selv psykisk og følelsesmæssigt langt ud i tovene både før, under og efter samvær. Det fyldte simpelthen så meget i mit liv at jeg aldrig så dét som faktisk fungerede og var rart. Derfor røg vennerne jo. Og det gode arbejde, for hvem gider altid at skulle samle et bestemt menneske op ? Det har været en lang sej kamp, som jeg næsten hver dag tvivlede på at jeg kunne komme hel ud af. Og jeg kom ud i den ene krise efter den anden. Hele min verden ramlede omkring mig………
    Men så begyndte der at ske noget, for langsomt fandt jeg ind til mig selv. Og nu efter næsten 5 år, selv om jeg stadig er alene, så føler jeg mig faktisk enormt STÆRK indeni. Føler mig både lykkelig, glad og forventningsfuld til resten af mit liv. Har overskud til at begynde og omgås min familie igen. Og ved i hvad, fordi JEG har ændret mig, og ikke længere ryger op i det røde felt af ‘kritikken’, men i stedet for kender mig selv, og ved hvor jeg vil hen faktisk kan se forbi fornærmelsen og i stedet dreje snakken lige derhen hvor jeg vil have den. Dét er simpelthen en fantastisk følelse at have. Jeg bliver stadig helt høj indeni hver gang jeg oplever den.
    Forhåbentlig møder jeg en dag en kærlig partner. Dog har jeg nu lært nok til ikke længere at gå på kompromis med følelsen af at føle mig elsket…….for kærlighed er jo ikke kun en partner. Det handler også om både venner, arbejde og et indhold i livet jeg nyder.

    Kampen kan betale sig !
    Uanset prisen, så er der et bedre, lykkeligere og gladere liv til os alle.
    Med kærlig omtanke
    Elsebeth

  11. Diana 14. november 2015 at 11:11 #

    Kære Helene

    Tak til dig og ophavskvinden til historien for at dele denne beretning. Hold da op det må have krævet mod og styrke. Samtidig fantastisk flot formuleret og fortalt. Jeg har selv prøvet flere gange at skrive mine tanker og følelser ned omkring min egen opvækst, men jeg synes, at det er enormt svært at formulere så det beskriver præcis hvordan det var og er nu.

    Under min læsning var det som om, at jeg læste om mig selv, da mine egne opvækstbetingelser stort set var det samme. Dog lige med undtagelse af, at jeg er enebarn og min far er alkoholiseret.

    Jeg valgte helt at bryde kontakten til min far for 15 år siden og siden min mor for godt 6 år siden. De er fortsat gift. Men har det gjort det nemmere at være mig? Hmmm, ja for så vidt angår denne forpestning af mit eget liv. Nu er jeg da i det mindste i fred for at modtage alle disse giftpile konstant, hvor alt hvad jeg gør og står for bliver sablet ned og deres konstante påmindelser om, at jeg kunne have gjort alting meget bedre. Fået en bedre mand, et bedre job, børn, hus etc.

    Men når det er sagt, så har jeg det stadig meget svært psykisk. Jeg går for gud ved hvilken gang igen til psykolog, men denne gang har det alligevel givet mig en større indsigt og forståelse for, hvorfor jeg er som jeg er og har det som jeg har. Det blev mit lod i livet og fremadrettet og resten af mit liv skal jeg leve med, at jeg periodisk falder ned i disse sorte huller af afmagt og dyb ulykkelighed, men nu forstå jeg da i det mindste hvorfor.

    Samtidig har jeg lært, at det er vigtigt at have omsorg for mig selv på en sådan måde, at jeg kun skal beholde og gøre og vælge de ting til, som er gode for mig. Det har betydet et farvel til nogle mennesker, at jeg har sagt mit job op og at jeg bruger min tid på lige præcis det jeg holder af. Men følelsen af skyld og skam, at jeg intet er værd og ingen kan lide mig, den overmander mig med jævne mellemrum. Når det sker, accepterer jeg min følelse af ked af det hed og bliver i følelsen i stedet for at flygte fra den. Den kommer jo ikke af intet og er blevet en forankret del af hvem jeg er. Jeg tillader mig selv at være ked af det og sørger for, at jeg på de dage har omsorg for mig selv. Nogle gange kan det være at ligge i sengen og læse bøger eller sidde på min yndlingsbænk i haven og bare nyde synet og duftene eller gå en lang tur med hundene i skoven.

    Men det vil være naivt at komme med en mirakelkur. Men for mig hjalp det at få at vide, at jeg vedvarende skal holde fokus på alt det der er godt for mig. Vælge med hjertet og ikke med hjernen og acceptere, at jeg for altid vil få disse modløse dage, som jeg må acceptere og anerkende som værende en del af mig.

    Mange kærlige hilsner og tanker

    Diana

  12. Rosamarie 14. november 2015 at 10:51 #

    Hej…
    Undskyld jeg bander men hold kæft hvor er det sygt det du har været i og stadig bliver udsat for hvor er det rystende at ingen har grebet ind
    Jeg vil mene råt fra usødet at du skal afskrive dine forældre og finde en rigtig god psykoterapeut der kan hjælpe dig med dine traumer jeg ved ikke hvor i landet du bor men på sensetik.dk kan du finde en jeg håber du kommer hjem til dig og den du er alt det bedste herfra
    Kh Rosamarie

Skriv et svar