Kære Helene

Tak for dine gode indlæg på Facebook og på mail :-), som jeg har og har haft stor glæde af i flere år. 

Min historie:

Jeg er 65 år og har efterhånden fået et rimeligt godt selvværd 🙂 . 

Jeg har dog siddet fast i et usundt mønster med min svigermor i 30 år og tager naturligvis det fulde ansvar for min andel af det (pleasende adfærd).

1. juledag 2018 blev jeg uvenner med min svigermor. Jeg vil gerne høre dit bud på, hvordan jeg skal forholde mig.

Min svigermor er 88 år og blev enke i 2009. Hun er frisk i hovedet og utroligt velfungerende i forhold til sin alder. Hun bor knap 2 timers kørsel fra os.

 Min mand besøger hende uanmeldt ca. 1 gang om måneden og bliver højst 2-3 timer. Så kan han ikke holde det ud længere, siger han. 

 

Jeg har følt mig som en zombie.

2-3 gange om året er jeg med, og vi overnatter en enkelt nat. Jeg har - især de første 20 år - følt mig som en zombie, når vi var der. Min oplevelse har været, at svigermor prøver at gøre mig og andre "forkerte", på mange og subtile måder.

Så længe jeg kan huske tilbage, har vore besøg hos svigermor fulgt følgende mønster:

køre til svigermor

 Vi ankommer ved 11-tiden. Samtalen går trevent. Når vi har spist, sætter min mand sig i en TV-stol og ser TV. Eller han går/cykler en tur. 

 Hvis vores døtre (24 og 28 år) er med, sætter de sig i sofaen med deres telefoner. Uanset hvad de laver, observerer de, men deltager ikke i samtalen. 


Hun taler dårligt om andre.

Så sidder svigermor og jeg ved spisebordet i den anden ende af stuen og "snakker".  D.v.s. svigermor snakker. Hun taler dårligt om andre mennesker (samme historier hver gang). Det er ikke nok, at jeg lytter, jeg skal give hende ret. Jeg siger så neutralt som muligt, at jeg ikke kender nok til sagen, derfor vil jeg ikke dømme. 

Derefter klager hun over udsendelser/medvirkende i TV. Mine forsøg på at bringe andre samtaleemner på banen, preller af på hende. Hun er ikke interesseret. Hendes kommentar er ofte "det var da noget mærkeligt noget".

 En klassiker er også, at hun fortæller, at de unge ikke kender de danske byer (eller noget andet). Desværre er jeg mange gange "hoppet på den" og har prøvet at forklare, hvordan man arbejder i skolen i dag (jeg er tidl. lærer). Så snerper hun munden sammen, lægger armene over kors og ryster på hovedet. 

 

Denne jul:

Denne julemorgen spurgte hun i et anklagende tonefald, hvorfor min mand og jeg ikke går i kirke, og ikke er medlemmer af folkekirken. 

 Hendes klager over os og andre mennesker får hende formentlig til kortvarigt at føle sig "bedre og mere værd end dem".

 

i køkkenet hos svigermor

Jeg har i 30 år prøvet at være den positive, søde, hjælpsomme svigerdatter, der også står meget i køkkenet. I perioder har min mand og pigerne været aktive i køkkenet (når jeg har bedt dem om det).
Men det klinger hurtigt af, og jeg gider heller ikke være den sure mor/kone, der "er efter dem".

Min mand og vores to piger har siden 2009 holdt jul hos svigermor.

 Vi har hele tiden bidraget til julemaden, og de sidste tre år har hun bedt os om at tage al julemaden med, hvilket vi med glæde har gjort. Også i 2018 havde vi masser af lækker julemad med, som jeg havde indkøbt og  tilberedt hjemmefra. 

 Vi aftalte på mail, at hun skulle sørge for kartofler juleaften, og brød og en sild til frokosten 1. juledag. Alt andet ville jeg sørge for. Hun fik en liste på mail over, hvad hun skulle stå for, og hvad jeg skulle stå for.

1. juledag 11.30 gik jeg ud i køkkenet og ville til at gå i gang med at forberede julefrokosten. Min svigermor sad i stuen og råbte: "Hvad laver du?"

Med en håndbevægelse, hvor hun vippede håndfladen hen mod mig og ned (som når man afviser noget) sagde hun, at der var andesteg fra aftenen før og at hun havde købt rejer og ål. Så min medbragte mad var SLET ikke nødvendig.

Med en hovedrysten sagde hun flere gange: "Men det må du jo selv om. Hvis DU synes det er nødvendigt, kan du bare tage det frem!".

Jeg kunne mærke raseriet stige op i mig.
Et øjeblik var jeg ved at stoppe det, men så sagde jeg meget højt: ”Det kunne du godt have fortalt mig!”

 Svigermor sagde, at fordi hun var gammel, kunne hun ikke huske at gøre sådan noget (hendes hukommelse fejler absolut ikke noget).

Og nu var der ingen vej tilbage. Mit raseri kunne mærkes i hele kroppen fra top til tå, og jeg lod det slippe ud. 

 Jeg holdt mig på egen banehalvdel, jeg sagde ingen grimme ord til eller om hende. Men jeg råbte højt og var meget, meget vred.

 Hun mente jo ikke, at der var noget galt i, at hun ville forkæle os lidt - underforstået, at hun ikke var tilfreds med den mad, jeg havde med.

Min svigermor rejste sig op for fysisk at skubbe mig ud af huset. Det kom hun dog ikke til, for jeg gik selv, mens jeg råbte, at det skulle hun ikke bestemme.

 

Mine 2 piger var meget vrede på mig, både p.g.a. det pinlige i situationen, men også fordi de har en forventning om, at de fremover bliver nødt til at høre på, at svigermor beklager sig over mig. 

 Min mand holdt sig neutral, og har siden været utrolig kærlig og opmærksom på mig (meget mere end i de sidste 30 år ).

 Jeg har undskyldt raseriudbruddet over for mine døtre, og at jeg har været en dårlig rollemodel for dem i alle årene. 

 Jeg har prøvet at forfatte en mail til svigermor. Jeg vil godt sige undskyld til hende for at have råbt af hende. Jeg har ikke brug for, at hun siger undskyld til mig.

Men jeg har opgivet at skrive, for jeg kan ikke udtrykke mig på en sådan måde, at hun vil forstå eller acceptere mit udbrud. 

Min fornemmelse er, at min relation med min mands familie er brudt og ikke kan repareres.

I virkeligheden er det en stor lettelse for mig, hvis jeg ikke mere skal have kontakt til min svigermor. Men jeg ønsker heller ikke at være ”uvenner” med hende.


Har du et forslag til, hvad jeg skal gøre?

Kærlig hilsen

Svigerdatteren.

 

Helene Hillersdal

Kære Svigerdatter.

Åh sikke mange år og timer du har stillet op som den gode svigerdatter. Og sikke få krav du har stillet til den relation, og det arrangement.

Og hun har åbenbart bare fået lov i årevis - uden at nogen har sagt stop.

For mig ser det ud som om din mand og dine døtre har plejet deres egne behov, og ladet dig om resten - og jeg jeg ved godt du sikkert har gjort det for husfredens skyld, og er opdraget som den pæne pige.

Nu har du så åbenbart fået nok.

Situationen 1. juledag er ikke nødvendigvis værre end alt det andet du beskriver du har lagt øre til, så det virker på mig som om det var dråben der flød over, og at NU kunne du bare ikke stå model til mere.

Ydermere så tænker jeg at du reagerer fordi der ingen anerkendelse er fra din svigermors  side, overhovedet - på trods af at I havde en aftale om mad, og hvem der gjorde hvad.


Du bliver "trigget", og du føler dig ikke respekteret:

At blive "trigget" betyder at vores følelser kommer ud som i et oprørt hav, og vi kan bliver vrede, rasende, kede af det eller føler os nedgjort.

Du blev rasende, og du skriver:

"Hun mente jo ikke, at der var noget galt i, at hun ville forkæle os lidt - underforstået, at hun ikke var tilfreds med den mad, jeg havde med."

Det med at det er underforstået, det er din tolkning, og dermed et gæt på hvorfor hun sagde som hun gjorde - reelt kan vi faktisk ikke vide hvad hun i virkeligheden mente.
Din tanke / overbevisning om at: hun ikke var tilfreds med din mad  - det er noget der foregår inde i dig og din tankegang.

Jeg gætter på at din tankegang og tolkning handler om at du ikke føler, at  hun respekterer dit arbejde med maden, og heller ikke jeres  aftale. Og aldrig har respekteret dig. Her er nogle skyggesider på spil her.

Jeg synes at det er vildt flot, at du kunne blive på egen banehalvdel, og at du selv gik ud.

Dine døtre:

Det kan godt være at dine døtre bliver sure på mig over det jeg nu skriver, men jeg mener bestemt ikke du har nogen grund til at undskylde overfor dine døtre. Jeg mener at de burde have bakket dig op i stedet. 

Det kan godt være at de fremover skal høre på at din svigermor beklager sig over dig, men så må de vælge. Og så må de sige fra over for deres farmor. De må fortælle hende at de ikke ønsker at høre deres mor blive kritiseret.


Tre mulige måder at reagere på:

Det er sådan at når vi bliver provokeret, nedgjort eller kritiseret, så har vi tre muligheder.

Vi kan:


1. Acceptere: Sige eller tænke "hun er som hun er", sige PYT og komme videre.

2. Konfrontere: Fortælle personen hvad det gør ved os, og sætte en grænse.

3. Forlade scenen: Gå fra stedet, og forlade personen midlertidig eller for altid.

Du har tilsyneladende accepteret i mange mange år. Men nu er nok nok, og du tager nr. 2 og 3 i brug i situationen.

Og så er spørgsmålet  - hvad nu fremover?


Hvad jeg vil anbefale dig:

Hvis du har brug for at få afsluttet episoden fra jul, så kan du fint skrive hende et brev.

Inden du evt. skriver så spørg lige dig selv: "Hvad vil jeg have ud af at skrive til hende."
Du skal bare skrive det således, at du bliver på egen banehalvdel, og får skrevet din oplevelse, hvad du følte og tænkte i situationen.
Forvent ikke at hun hverken forstår eller  accepterer. Hun reagerer på sin måde, og det må du anerkende. 
Fortæl hende også at du ikke vil være uvenner.

Muligvis får du en reaktion, muligvis ikke - og så må du gøre op med dig selv om du vil ses med hende mere.

Hvis du fortsat vil ses med hende (måske for din mands skyld, eller for pigernes) så må du arbejde med dine tanker og følelser.  
Og du må sætte dig i respekt, så du oplever at det ikke kun er på alle de andres præmisser, at I er sammen.

Altså hvad forventer du af dine døtre og din mand ved disse besøg?  Udtal disse forventninger. De må på banen her, og ikke overlade det hele til dig.

Elles så beslut dig for hvad DU vil gøre, når din mand sætter sig ind til fjernsynet, og døtrene tager deres telefoner frem - næste gang I er der.

Kære svigerdatter - jeg håber at mine tanker kan hjælpe dig lidt videre.  

Det du indtil nu har udsat dig selv for det fortjener du ikke.

Mange kærlig hilsner

Helene


min svigermor


1 svar
  1. Melenejohnson
    Melenejohnson says:

    Jeg fatter overhovedet ikke at svigerdatteren har fundet sig i den behandling så længe. I mine øjne er hendes mand løbet fra at underholde sin egen mor og set tv i stedet. Pigerne har gjort det samme, det er jo ikke små piger. De burde have været med at at underholde farmor. De gør præcis som far, gemmer sig bag deres skærme.
    De to pigebørn skal sættes på plads og bakke deres mor op og iøvrigt være tilstede når de besøger farmor.
    Det er vigtigt at familien får talt om hvad de gør næste gang de besøger farmor.
    Jeg syntes ikke at svigerdatteren skal skrive nogen mail. Den samtale skal tages i alles påhør. Hun skal ikke selv slås videre med svigermor.
    Vil mand og børn ikke tage den samtale med farmor om hendes helt urimelige opførsel juledag. Så vil jeg mene, at svigerdatter skal blive hjemme ved næste besøg og lade mand og børn klare ærterne selv.
    Svigerdatter er en rigtig pleaser, sinden hun har fundet sig i den opførsel i så mange år. Med opførsel mener jeg manden, det er trodsalt hans mor de besøger.
    Jeg håber hun har mod nok til at stå imod..

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.