Mit selvværd

Hej Helene

Jeg roder rundt i mit selvværd

– og har nogle gange følelsen af ikke at du overhovedet.

Nærmest en følelse af at være fortabt. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig selv, når jeg får den følelse ?

Jeg har rigtig svært ved at stå ved mit tidligere liv, har lyst til at kaste det over bord.

Jeg prøver på at acceptere at sådan er det, leve med det. Men følelsen af at være her og skulle holde jul her med mine børn og familie …årh jeg gider det faktisk ikke. Alt der har noget med bund og grund at gøre …som jul…smid det væk tænker jeg.

Det handler jo selvfølgelig også om mig, da det er jo mig der har tanken.

Min fortid er meget broget. Vokset op i dysfunktionel familie med følelsesmæssig svigt og alkohol. Dernæst mange forskellige forhold med misbrug. Jeg har fået 4 børn og bor nu alene, for jeg tør simpelthen ikke mere engagere mig i et forhold, det går jo bare i stykker.

 

Mit selvværd

 

Jeg føler jeg bliver svigtet fordi mændene går sin vej, og jeg tænker hvad er der i vejen med mig ?

Jeg føler mig ikke særlig godt behandlet af mændene og det ved jeg godt det kommer tilbage til mig selv. At det i bund og grund er mig der skulle ha sagt fra langt før eller ha spurgt ind til og meldt ud …osv..selv om jeg også synes jeg har gjort det er jeg ikke blevet hørt.

Jeg er lige nu ved at læse Bayron Katie ..The work.. spændende. Snusfornuftigt kan jeg godt se at det jo er gået i stykker af en årsag og at det jo er fælles ansvar når man går fra hinanden.

Jeg har haft svært ved at sætte grænser tydeligt

Det er blevet bedre, men jeg hører stadig ikke efter hvad min krop fortæller mig, jeg er bange. Hvad jeg direkte er bange for ved jeg ikke helt og kan jo derfor ikke ændre på det.

Jeg ved jeg er en særlig sensitiv pige og jeg har desværre udviklet fibromyalgi over årene. Lige nu tænker jeg at den næste mand sikkert tænker at jeg ikke er værd at samle på….fordi min sidste mand faktisk inddirekte sagde det ..og jeg blev bare målløs….sagde ingenting..hvorfor sagde jeg ikke noget da jeg faktisk blev vred indeni ?

Det er tit jeg reagerer senere og ved hvad jeg ville ha sagt… er jeg bange for at anklage måske…Synes ellers jeg er stærk personlighed, formår mange ting og ha mange bolde i luften, elsker udfordringer, og ved godt at jeg går over grænsen for hvad jeg kan klare nogle gange men det er med hjertet.

Jeg elsker for meget.

Jeg er også en kvinde der elsker for meget og det er rigtig svært at komme over den hurdle at kærlighed ikke må ha noget med de følelser jeg plejer at ha at gøre..synes jeg slet ikke jeg kan finde ud af.

Jeg prøver for fuld kraft at fortælle mig selv at jeg er dejlig hver dag og ser mig i spejlet når jeg skal i bad og fortæller mig selv at jeg ser godt ud. Prøver på at opretholde mig egen aura og være god ved mig selv, for at starte der og bygge mit selvværd op.

Jeg skal starte ved mig selv, og håber at jeg så kan sprede mig selv som ringe i vandet til andre.

Jeg prøver også at være ærlig over for andre og mig selv, men der er nogle steder jeg falder i. Især over for personer jeg er lidt bange for eller som jeg respekterer meget for deres klogskab, fordi jeg så føler mig mindre klog.

Jeg kunne godt tænke mig at uddanne mig videre og ved at det er svært men jeg vil prøve.  Jeg vil så gerne læse psykologi.

Mange kærlige julehilsner

Skytten

 

 

 

Kære Skytte.

Jeg kan virkelig se at du har rigtig mange udfordringer, og især med dig selv og dit selvværd.

Jeg starter lige med nogen af de vigtigste essenser jeg får ud af dit brev til mig:

Mine tanker, når jeg læser dit brev er at du er din egen allerstørste begrænsning i at leve det liv du gerne vil, fordi dit selvværd er lavt.

  • Du tør ikke gå ind i et nyt forhold, grundet tidligere erfaringer, (dit lave selvværd) og du tror ikke nogen vil elske dig, samt at det ikke holder.
  • Du har svært ved at stå ved dit tidligere liv og vil gerne kvitte din fortid.
  • Du har udfordringer med din kommunikation og glemmer at være ærlig overfor både dig selv og andre, især når du synes de andre er klogere end dig.
  • Lavt selvværd og indimellem følelsen af at være fortabt
  • Lytter ikke til din krop, og får ikke sat grænser

Følelsen af ikke at du til noget.

Følelsen kommer af nogle tanker og automatiske overbevisninger, som er grundlagt hos dig siden barndommen. Hver gang du oplever noget negativt, der bekræfter dine overbevisninger, ja så cementerer du disse overbevisninger endnu engang, og får igen en følelse der ikke er rar. Dette påvirker dit selvværd i negativ retning.

Du kan ændre på disse følelser, ved at arbejde med dine tanker, og derved øge dit selvværd.

Dit selvværd skal styrkes fordi, du skal lære at du ER værd at elske, at du ER klog nok, at du HAR ret til at sætte grænser. Du skal lære at elske dig selv, og når du gør det, så vil du være meget bedre til at sætte grænser, både i din kommunikation, og i et evt. nyt parforhold.

Det er rigtig godt at du allerede har taget fat, og er igang med at fortælle dig selv dagligt at du er dejlig og ser godt ud, og super at du læser bøger om selvudvikling.

Der skal også noget andet til når det er dit selvværd der skal opbygges. Her handler det om at ændre dit tankesæt, tale til dig selv, og give dig selv den værdi du har, bare fordi du er DIG, eks. sætningen “Jeg er OK” og “Jer er god nok.” “Jeg er værd at elske”.

Angstanfald

Nyt forhold

Jeg er sikker på at der er rigtig mange der. lige som dig, er bange for at indgå i et nyt forhold, fordi de tidligere er blevet skuffede, og har dårlige erfaringer fra tidligere. Det synes jeg er rigtig synd, og igen er det vores selvværd der er på spil.

Det der er super vigtigt det er, at du opbygger dit selvværd, og bliver bevist om: hvad du gerne vil og især også hvad du ikke vil, i et nyt forhold. Når du har øget dit selvværd, så er det tiden at finde en, som du kan respektere, og som vil respektere dig, for den du er, og for det du gerne vil.

Jeg ved at det kan lykkes, for jeg har selv været der, hvor jeg ikke troede at nogen ville have mig, og var skeptisk, fordi jeg tidligere havde oplevet svigt.

At en mand ikke vil have dig, pga. din fibromyalgi, det er en begrænsede tanke og overbevisning som absolut ikke hjælper dig videre. Spørg lige dig selv: “har jeg nogensinde mødt, eller set, to mennesker i et parforhold, hvor den ene havde en sygdom?” Ja, ikke?

Det er altså ikke nogen naturlov, at ingen vil have en der har en lidelse at slås med. Jeg kunne give dig flere eksempler på, at din overbevisning kan modbevises, jeg tror at en god øvelse for dig vil være, i en periode fremover, at lægge mærke til alle de parforhold, som fungerer fint, selvom den ene har noget at slås med.

At stå ved dit tidligere liv

Nej det lyder ikke som nogen rar opvækst, og tænk hvis du kunne lave om på det. Fakta er at det er det du har oplevet, og du kan ikke ændre på fortiden.

Du kan derimod søge at acceptere den, og forsøge at få fred med den. Prøv at fokusere på det du gerne vil i fremtiden, fremfor at lade dig begrænse af din fortid. Jeg ved at dette lyder meget nemt, og jeg ved, at det ikke er så nemt – det er en proces, og der findes også gode værktøjer til den proces.

Øvelse til øget selvværd

Der er flere veje til højere selvværd. Jeg vil her give dig et enkelt værktøj, som jeg ved er effektivt, og som kan hjælpe dig med flere at de områder, hvor du kæmper lige nu.

Du har brug for at arbejde med dine tanker og overbevisninger for at øge dit selvværd. Du har brug for at korrigere tankerne der nu hæmmer dig, for at komme videre.

Her er en lille øvelse, som du kan bruge hver gang du har en negativ, eller begrænsede tanke, som forhindrer dig i at gøre det du gerne vil.

  1. Hvilken tanke har jeg nu, som giver mig en negativ følelse?
  2. Er denne tanke: FAKTA? eller en FORMODNING?
  3. Det er fakta hvis den kan bevises. Hvis den ikke kan bevises, er det en formodning, altså noget der foregår inde i dit hoved.
  4. Hvad er konsekvensen af den tanke jeg har?
  5. Hvad er værdien af denne tanke? (hvad får jeg ud af at have denne negative tanke)
  6. Hvis en god veninde kom og fortalte mig om den negative tanke, hvad ville jeg så sige til hende?
  7. Hvilken tanke kan jeg tænke i stedet, som vil give mig en bedre følelse?
  8. Hvad vil konsekvensen af den nye tanke være?
  9. Hvad vil værdien være af den nye tanke – hvad vil det give mig?

Prøv at starte med tanken: “Den næste mand tænker sikkert, at jeg ikke er værd at samle på”.

Denne lille opskrift vil i starten tage noget tid for dig – efterhånden vil de være indarbejdet, og nemmere at bruge.

Ved at ændre dit tankemønster hæver du dit selvværd – og “de nye tanker” bliver med tiden dine nye automatiske tanker.

Gå så ud og find beviser på at dine nye tanker er de rigtige.

 

Læs også artiklen: Lavt selvværd er det muligt at lave om på.

Du kan også:

Et par bøger jeg kan anbefale dig at læse: “Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom.” og “Kærligt talt”

Jeg håber du har fået mod på at fortsætte din proces, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke. Jeg ved det kan lade sig gøre at øge sit selvværd, og at det aldrig er for sent, at få et dejlig liv.

De kærligste hilsner

Helene

Få mere viden om hvordan jeg kan hjælpe dig:

 

Samtale om coaching

 

 

Vil du også have svar på et spørgsmål som du tumler med? Så skriv til min brevkasse.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.