Loven står i vejen  – men jeg vil skilles.

Kære Helene

Jeg vil skilles, men har et stort problem, som er ved at drive mig helt til vanvid.

Min mor havde dårligt selvværd, og min far var ret stresset da jeg var barn.

Vi flyttede til en anden kommune lige inden jeg skulle starte i skole og jeg kom ind i en gruppe som havde gået i børnehave sammen, og allerede der var der en til to der blev holdt uden for gruppen.

 

vil skilles

 

Men da jeg så kom ind i gruppen, blev det mig der var nederst i hirakiet.

De sagde at jeg var grim og ulækker. Jeg led meget med en følelse af, ikke at være god nok, altid være forkert, og jeg fik hyppige migræneanfald.

Jeg startede til ridning,og  fik nogle rigtig gode veninder. Kom på rideefterskole.

Jeg fik en kærste uden for skolen, som gjorde at jeg tog hjem fra rideefterskolenhver weekend. Han var utro flere gange, og jeg følte mig heller ikke helt værdig til ham.

Jeg tog så HG, gik i lære i Bilka. Her fik jeg en chef, som med mit lave selværd var lidt hård, og jeg blev flyttet til Tøj og Sko, hvor jeg kom ind i en rigtig god butik, og blomstrede noget op.

Kæresten forlod mig definitivt, og efter et års tid fandt jeg en anden, som jeg flyttede ind til.

Jeg droppede butikslivet, og ville gerne prøve at lære noget mere.

Jeg tog en HF på VUC, med et godt resultat, fik nogle rigtig gode veninder, og blev også en del af kursistrådet.

Derefter valgte jeg lærerseminariet, men efter nogle år der blev jeg usikker på om jeg kunne klare det pres, at være lærer, om jeg var god nok til at lære eleverne hvad de skulle, osv.

Mødte en mand fra Italien

Jeg gik og overvejede til og fra, da jeg mødte L. min mand som er italiener, og flyttede ned til ham i Italien. Han lovede guld og grønne skove, bl.a at hvis jeg ikke syntes om italien kunne vi altid prøve lykken i DK.

I starten af ægteskabet ville jeg ikke selv se problemerne rigtigt i øjnene. Håbede det blev bedre når vi fik børn. Tænkte at det nok var som han sagde, mig der var skør og oversensitiv osv… der var mange undskyldninger, og så gik det nogenlunde.

Udadtil lod jeg som om det var lykkeligt, det er det ikke, og måske endnu mindre nu hvor jeg er begyndt at se i øjnene, at jeg skulle være gået inden vi fik børn, som nu binder mig til at blive.

 

vil skilles

Lige efter vores ægteskab blev indgået, ændrede han karakter.

Inden da forkælede han mig, og gav komplimenter hele tiden. Sørgede for mig osv. derefter begyndte det med at han ikke holdt i hånd mere, allerede på bryllupsrejsen, og havde ind i mellem mere travlt med at tale med andre mennesker end mig.

Når han havde kritiseret mig, eller skældt mig ud, eller på anden måde fået mig til at gå grædende væk, blev han bare vred over at jeg græd, og over at jeg gik.

Han ville ikke undskylde, for det var ikke ham der havde gjort noget galt, det er mig som er skør.

Mit store problem i mit parforhold:

En dag efter at vi var kommet hjem, og begyndt vores liv i Italien: han kom hjem fra arbejde, og jeg kom ham i møde for at give ham et kys og et knus, og sagde at jeg havde savnet ham. Han blev skide sur ,og skældte mig ud på en meget nedladende måde.

En dag var vi ude til fest hvor han ignorerede mig, og sagde at det var vigtigt for ham, og hans arbejde, at han skaffede sig nogle gode kontakter.

Jeg talte på det tidspunkt stadig ikke godt italiensk, og havde brug for lidt opmærksomhed fra ham, da ingen andre til stede kunne tale engelsk. Senere blev jeg svimmel og fik kvalme pga. røg og ville gå udenfor. Da blev han skide sur igen, og vi skændes lidt, hvorefter han spurgte om jeg så ville skilles. Jeg svarede klart “nej da”… vi satte os ind i bilen og jeg spurgte ham: “vil du da skilles” da flippede han helt ud, kørte meget hurtigt og agresivt hjem, alt imens han skældte mig ud og kaldte mig en masse grimme ting.

Han indrømmer intet

Jeg græd, og bad ham stoppe bilen, sagde at jeg var bange, men han fortsatte da vi kom hjem, indtil jeg grædende faldt på knæ, og sagde undskyld.

Jeg følte egentlig ikke, jeg havde noget at undskylde, men ønskede bare at han skulle stoppe. Vi havde flere sådanne skænderier, hvor det endte med at jeg undskyldte, uden egentlig at føle at jeg havde gjort noget galt.

Hvis jeg bad ham om at undskylde, for at have gjort mig vred eller ked af det, nægtede han, for han havde ikke gjort noget galt.

vil skilles

Han siger det er min skyld

Han har holdt mig tilbage, skubbet mig baglæns ned i sofaen, slået mig en gang med flad hånd på benet. Vi sad i bilen så det var der den ramte, fordi jeg kom til at udstøde et fnis, over at bilen ikke ville starte. Han har holdt mig fast i armen osv.

Hver gang nægter han at han har gjort noget galt, at det er mig der er skør, eller bare finder på løgne.

Han kritiserer mig for, aldrig at være glad. Han griner nogen gange af mit tøj. Han sætter grænser for, hvad jeg må skrive på facebook, eks. må jeg ikke skrive at jeg tager en tur til Danmark, eller glæder mig til en tur i til Danmark, eller savner DK. Jeg måtte tidligere ikke fortælle nogen om vores skænderier.

Jeg blev ved at håbe at det ville blive bedre, hvis vi fik et barn, at jeg ville savne Danmark mindre, blive gladere ect ( = mindre skør) Det gjorde det ikke, tværtimod.

Jeg har fået nok, og vil skilles, men kan ikke forlade ham.

Nu har jeg sådan set fået nok, men kan ikke forlade ham, da jeg endnu ikke har fundet et arbejde hernede, og dermed ikke har en indtægt til at forsørge mine børn og mig selv. Han vil ikke give mig tilladelse til at flytte tilbage til dk, med begge drenge, og loven siger at jeg ikke må, uden hans tilladelse.

Jeg leder efter et job, men det har lange udsigter, at få et ordentlig job, der vil kunne forsørge os. Især fordi jeg giver op på forhånd, fordi mit selværd er helt i bund, og jeg er bange for at fejle.

Jeg kan dårligt holde synet af ham ud mere, og bliver også desperat, af at føle mig fanget.

Når jeg taler med nogen hernede om vores problemer, er reaktionen ofte: at det er mig der er barnlig, at jeg bare skal blive i ægteskabet nu vi er gift, og har små børn. At der er ingen der er lykkelige, så jeg skal bare tage imod at gå i terapi, som han nu er begyndt at foreslå.

Mine børn er påvirkede

Da jeg bad ham om det for to tre år siden ville han ikke, for vi havde ingen alvorlige problemer. Nu er jeg så langt nede, og vil bare gerne have lidt fred sammen med mine børn, som også viser tegn på at være stressede.

Det mener han udelukkende er min skyld, fordi jeg er stresset, og ikke har overskud til dem hele tiden, og ind imellem kommer til at skælde ud på dem.

Jeg endte desværre i skænderi, hvor han virkelig tirrede mig, og nægtede at noget af alt det ovenstående skulle være sket, og at det var mig der stressede børnene.

Da han spærrede vejen for mig slog jeg ham i brystet, for at få ham til at flytte sig, og efter flere beskyldninger tabte jeg hovedet, og kylede en legoklods efter ham, uden dog at ramme.

vil skilles

Jeg begynder at tro på at det er mig der er skør.

Jeg håber du kan hjælpe mig bare lidt. Er det mig som er helt uretfærdig, når jeg siger jeg har brug for fred fra ham, at jeg gerne vil skilles.

Jeg har nu fundet en advokat gennem en veninde hernede, som gerne vil hjælpe mig, for jeg kan så vidt jeg forstår godt blive skilt, men min mand skal så fortsat forsørge os, og jeg må ikke flytte ud af regionen som vi bor i. Og jeg ved ikke hvor meget jeg har lov til så at komme hjem til DK, som jeg savner. Især de gode veninder som jeg har der!

Min mors død

Ydermere er min mor død for 3 år siden, og det har jeg aldrig fået bearbejdet. Af min mand, og hans familie får jeg bare at vide, at jeg skal tage mig sammen, og være stærk for børnenes skyld.

Min far har svært ved at snakke om det, svært ved følelser, og vi får aldrig rigtig taget hul på det, når jeg endelig hører fra ham. Jeg er lidt holdt op med at ringe til ham, fordi jeg føler det altid er mig der ringer.

Jeg har snakket noget med mine veninder, men føler heller ikke jeg kan blive ved med, at jeg cirkler rundt i mine problemer. Er nok lidt bange for at de bliver trætte af altid at skulle give og give.

Kærlig hilsen en fortvivlet mor der vil skilles.

 

*************************

Kære fortvivlede mor.

Åh jeg føler med dig – dit lave selvværd har da virkelig stået i vejen for dig, det meste af dit liv. Sikke dog en situation, du dog er havnet i.

NEJ – du er absolut ikke uretfærdig, ej heller skør.

Jeg kan virkelig godt forstå at du vil skilles. Jeg vil endda mene at du skal se at komme væk snarest – ingen fortjener den behandling, du lader dig udsætte for – og jeg kan undre mig over at du ikke har kastet med noget, der er værre end en legoklods.

Jeg tænker også rigtig meget på dine børn, og hvordan din tilstand påvirker dem. Jeg ved ikke hvor gamle de er, men uanset alder, så har de brug for ,at du giver dem tid, omsorg og tryghed, og at de ved, at du nok skal klare det.

Sørg for at skabe nogle åndehuller hver dag, hvor du kan give dig selv lidt egenomsorg. Fortæl dig selv hver dag, at du er god nok, og at det ikke er dig der er noget i vejen med.

Da du stadig er i dit parforhold, kan jeg kun anbefale dig, at prøve igen og igen, at få din mand til at tale om tingene. Det er vigtigt at du fortæller ham, hvordan du går og har det, at han lytter og respekterer dig – og at det er vigtigt, at også han tager ansvar for jeres forhold.

Du har helt klart brug for hjælp, både juridisk når du vil skilles, og i forbindelse med din fremtid, dit selvværd og din selvtillid.

Jeg kender ikke de italienske love, men mener bestemt det er en god ide, at tale med en advokat. Du skal have nogle gode råd og noget vejledning og støtte, både om dine rettigheder i Italien, og med hensyn til at besøge Danmark. Har du overvejet at kontakte den Danske Ambasade i Rom?

Du har også brug for nogle samtaler med en coach eller terapeut – din tro på dig selv er meget meget lille – og har været det det meste af dit liv, som jeg læser det. Når du slipper fra dit ægteskab, så skal du have støtte til at være mor for dine børn, og til at finde ud af hvordan din hverdag skal se ud – også karrieremæssigt, således, at du kan klare dig økonomisk.

Jeg håber virkelig, du får den hjælp du har brug for.

 

Mange kærlige hilsner

Helene

Læs også:

Hvis du vil skilles

og

Hvad skal jeg være opmærksom på ved en skilsmisse.

GemGem

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.