Hvordan kan jeg nogensinde råde bod på al den uret og sorg jeg har forvoldt min søn.

Hvordan kan jeg leve med denne sorg, over det jeg har gjort?

​ - og den uret jeg har begået imod min søn.

sorg

Hej brevkasse

Det ser ud til, at de fleste i brevkassen har været udsat for ting udefra, som de prøver at komme videre fra.

Jeg skriver, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme over den sorg og uret jeg har begået.

Jeg har 2 børn, og skriver vedrørende mit ældste barn, som nu er midt i 20’erne.

Min mand og jeg har været gift i 18 år, og børnene er altså ikke hans. Da kontakten til bio-far har været meget sporadisk/manglende, har børnene været vant til min mand som far.

Den ældste havde mange problemer i skolen med uopmærksomhed, vandladningsproblemer og problemer med at falde ind i leg med mere end højst én ad gangen.

Den lille har altid været vaks, meget dygtig og berømmet for sit talent, men den ældste har prøvet at gå til stort set al slags sport og spejder; har altid været udråbt som et stort talent indenfor alt, men er hurtigt faldet fra igen.

Den ældste har altid været beskrevet med et godt hoved og en høj intelligens i skolen, men pga. ovennævnte problemer været årsag til mange undersøgelser, mange møder og helt urimeligt meget skældud.

Han fik diagnosen ADHD/ADD

Som teenager blev ældstebarnet diagnosticeret med ADHD/ADD, hvilket forklarede mange ting, men det gjorde ikke indtryk på ældstebarnet, som følte sig langt mere intelligent og ikke ville modtage nogen hjælp.

Da min mand ikke er far til børnene, har han gjort sit bedste for at vise sig som en god far, men også prøvet at “holde dem på rette sti”, og i en blanding af afmagt og for at undgå min mands skældud har jeg selv været på forkant med at skælde ud......!

​Jeg har skældt for meget ud i min afmagt.

Det sidste er mit værste problem. Den ældste har aldrig lagt skjul på, at “I jo tydeligt bare ville have mig ud af huset og være fri for mig, så hvorfor komme hjem på besøg?”.

Vi kan slet ikke snakke om de urimeligheder, vi har begået i barndommen, da “det gør simpelthen for ondt at snakke om!!”, men vi har dog mange sjove og hyggelige stunder os to alene sammen på bytur eller herhjemme.

Den lille er i fuld gang med en uddannelse, men ældstebarnet zapper rundt imellem understøttelse og nok skole til at få SU i perioder, og har som det seneste sat sig et fuldstændigt urealistisk mål for uddannelse.

sorg

​Han må være det mest ensomme menneske jeg kan forestille mig.

Mine 2 børn er kun sjældent sammen – elsker nok hinanden, men de finder hver især hinanden temmeligt uudholdelige i ret lang tid. Den lille har masser af venner, men den ældste forsøger ihærdigt at være ankermand/dén der altid kan hentes hjælp hos/dén der arrangerer ture for klassen for at have nogen at være sammen med. Men i perioderne udenfor skoleforløb er ældsten nok det mest ensomme menneske, jeg kan forestille mig.

Min sorg omhandler flere ting.

Jeg har 4 konkurrerende hjertesorger, som jeg slet ikke kan komme i kontakt med hos ældstebarnet:

  • at ældstebarnets selvværd er fuldstændigt borteroderet (selvtilliden som verdens klogeste fejler intet),
  • at venner er ikke-eksisterende,
  • at fornemmelse for egen situation er fuldstændigt udenfor rækkevidde,
  • og at mit elskede barn er vokset op med en indeklemt sorg pga. så mange skældud og naturligvis en fornemmelse af vores mangel på accept og kærlighed!

Jeg har 3 spørgsmål:

1. Hvordan kan jeg nogensinde råde bod på al den uret og sorg, jeg/vi har forvoldt?

2. Hvordan hjælper jeg mit barn til at forstå egen situation?

3. Hvordan overlever jeg min sorg over den uret, jeg har begået?

Med venlig hilsen

Den Anonyme Moder

sorg

Kære anonyme sørgende moder.

Åh det gør mig så ondt at læse hvordan du lider, og om de hjertesorger du har.

​Hvor ville jeg ønske jeg kunne trylle dine 4 hjertesorger væk med ét eneste trylleslag.

Jeg ville virkelig virkelig også ønske at jeg havde ét enkelt konkret svar, og én nem løsning til dig.

Jeg synes du er SÅ modig, at du vil skrive og fortælle om noget så svært og sårbart, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at prøve at hjælpe dig videre.

Først hvad jeg selv tænker:

At slå dig selv i hovedet, får dig ikke til at have det bedre, og det tror jeg sådan set godt du ved i forvejen, men du gør det alligevel.

Jeg kan læse at du er fyldt med selvbebrejdelse og fortrydelse.

Men husk: Du har aldrig bevidst sat dig ned og besluttet, at nu ville du kun gøre dit næstbedste.

Du har altid gjort det bedste i situationen, og du forklarer også hvorfor du skældte ud (af hensyn til din mand og i din afmagt), så der har jo været en god grund til det - på det tidspunkt.

Jeg tænker også på, om du alene skal tage al skylden på dig?

Jeg tænker at det er svært at hjælpe mennesker der ikke selv vil modtage hjælp, og det vil din ældste søn åbenbart ikke.

Du kan selvfølgelig ikke ændre på det der var, for så havde du gjort det, men du kan gøre noget fremadrettet.

sorg

Tilgiv dig selv.

Du skal og kan ikke bare glemme det, men du skal gentage overfor dig selv igen og igen, at du har gjort det bedste, med de ressourcer, kræfter og den viden du havde dengang.

Det er ægte selvaccept at tilgive dig selv. Du skal acceptere at dig selv, og at du ligesom alle andre er et ufuldkomment menneske. Perfekte forældre findes ikke, og du fortjener ikke at blive ved med at straffe dig selv, med tanker om at alt er din skyld.

​Søg hjælp hos andre der har det lige som dig.

Overvej at søge hjælp i en pårørende gruppe eller forening for unge med ADHD/ADD – jeg tror der findes mange andre forældre ligesom dig, der med årene er blevet klogere på deres børns adfærd når de kender grunden til den, og som kan sidde nu og ønske, at de havde gjort noget helt andet.

Det kan være positivt at dele sine frustationer, bekymringer og sorg med andre ligestillede.​

Jeg tænker at det ofte er godt at vide, at man ikke er alene - det er en erfaring jeg selv har gjort mig tidligere i mit liv hvor jeg stod i noget meget svært.​

Vedrørende din ældste søns selvværd, så skal han selvfølgelig også fortsat tilbydes hjælp, og igen kan det være, at du med fordel kan tale med nogen der har forstand på hans diagnose. Du kan kun tilbyde hjælpen og støtten. Hvis din søn ikke vil, så er det hans valg.​

sorg

Bliv ved med at være der og giv ham kærlighed.

Det kræver først og fremmest at han vil tage imod hjælpen. Du KAN ikke hjælpe ham, hvis han ikke vil, og da han er voksen, har du ikke mulighed for at tvinge ham til noget hjælp.

Nyd de stunder du har med ham nu, hvor i trods alt hygger jer. Giv ham al den kærlighed og omsorg du overhovedet kan, og som han vil modtage fra nu af, og resten af livet. Fortæl ham at du fortryder, fortæl ham at du ved du har forvoldt ham sorg og uret, men at du altid vil være der for ham, i håb om at han vil få tillid til dig igen, og vil føle sig mødt. Gentag det igen og igen.

Overvej at skrive et brev til ham, som han kan læse i fred og ro, og hvor han kan se sort på hvidt, at du mener det​. Det kan give ham mulighed for at tænke over et svar til dig.


Hvad siger andre?

Jeg har studeret lidt andre steder, om det at fortryde og tilgive, da jeg var usikker på, om jeg kunne fortælle dig noget det virkelig ville hjælpe dig.

Her er så hvad jeg ellers har kunnet finde om selvtilgivelse, og om at fortrydelse over noget man har gjort.

De to artikler om selvtilgivelse og fortrydelse, kan måske også hjælpe dig i en retning du kan gå videre ad, i din proces.

​Om selvtilgivelse:

"Hvis du lider på grund af den skade, du har forvoldt andre, betyder det, at du har anger og en samvittighed, og i de smertelige følelser findes den helbredende lindring, du søger."

"Had er en gift. Hvis du retter hadet mod dig selv, så er selvtilgivelse modgiften mod den gift."

Læs hele artiklen her.

Om at fortryde:

”Jeg oplever ofte, at folk fortryder noget, der ligger langt tilbage i livet. Men det er aldrig for sent at fortryde.Kan man ikke få tilgivelse, enten fordi vedkommende ikke vil eller er død, så må man tilgive sig selv eller situationen. Så er byrden fjernet og man sætter sig selv fri,” forklarer præsten.

Læs hele artiklen her.

​Jeg ønsker af hele mit hjerte, at du med tiden vil få det bedre med dig selv, og din sorg. Jeg håber at din søn vil modtage noget hjælp.

Jeg håber også du kan bruge mit svar til noget, ellers er du velkommen til at skrive igen.

​Kærlig hilsen

Helene​

Til dig der læser med her:

Har du noget du fortryder voldsomt, og hvordan er du kommet videre - kom endelig med dit gode råd.​

Skriv i kommentarfeltet nedenfor.​

Et svar til Hvordan kan jeg nogensinde råde bod på al den uret og sorg jeg har forvoldt min søn.

  1. Thorzen 9. juli 2017 at 13:49 #

    Hej
    Sikke en stor sorg I begge bærer på ❤️❤️
    Jeg håber inderligt at I begge kan få hjælp.

    Jeg har et lille indspark -mange med ADHD/ADD har også andre diagnoser. Ofte borderline, måske er det med til at vanskeliggøre din søns indsigt i sit eget sind og handlemønster.

    Prøv at Google/ læs lidt om det og se om det vækker genklang i dig. Der findes jo forskellige slags borderline (fx narcicistisk borderline, ængstelig invasiv etc.) og varierende grad af det.

    Alt det bedste til jer ❤️

Skriv et svar